Kommenterer særlig Vild med Dans-detalje

Britt Bendixen har danset og undervist hele livet. Som 19-årig blev hun uddannet som danselærer. Hun underviser stadig 60 år efter. 14. januar fylder hun 80 år

I 17 sæsoner har Britt Bendixen været en fast del af dommerpanelet i 'Vild med dans' på TV 2. Nu pensionerer hun sig selv, for at få tid til alt det andet. (Arkivfoto).
I 17 sæsoner har Britt Bendixen været en fast del af dommerpanelet i "Vild med dans" på TV 2. Nu pensionerer hun sig selv, for at få tid til alt det andet. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Dans har altid været omdrejningspunktet for hendes liv, og det har været indgangen til alt, hun har beskæftiget sig med.

Det førte også til, at hun for alvor blev kendt af Danmark i programmet "Vild med dans" på TV 2, hvor hun i 17 sæsoner har været en fast del af dommerpanelet.

Men nu har Danmarks dansedronning, Britt Bendixen, pensioneret sig selv for at få tid til alt det, der ikke har været så meget plads til igennem årene.

Fredag den 14. januar fylder hun 80 år.

Dansegenerne har hun ikke fra fremmede.

Barn af danselærere

Britt Bendixens forældre var begge danselærere, og sammen opførte de danseskolen Pejsegården i 1945, hvor hun selv har danset, fra hun var helt lille.

Hun arvede danseskolen fra sin mor og drev den videre i mange år, før hun i 2015 solgte den.

Egentlig havde Britt Bendixen tænkt, at hun skulle noget andet end dans. Hun var meget interesseret i sprog og glad for at skrive. Men storebror Bo Bendixen, der også var danselærer og entertainer, havde andre planer.

- Han fik hevet mig med til en audition på en forestilling, og skæbnen ville så, at jeg blev udtaget og gik videre. Jeg endte som en af de seks kvinder, der skulle bruges, siger hun.

- Og siden dengang har jeg været en teater- og dansetosse.

Særlig detalje gav opmærksomhed

Siden 2005 har danskerne fredag efter fredag kunnet se den livsglade Britt Bendixen tone frem på skærmen, når danserne skulle have point for deres dans.

Og her har mange måske nok lagt mærke til hendes ikoniske hårpynt i form af to par briller.

Til spørgsmålet om de to sæt briller griner hun hjerteligt.

- Åh, det er en gammel vane fra dengang, jeg brugte cd'er, når jeg underviste, siger hun.

- Mit hår faldt altid ned foran mine øjne, når jeg bukkede mig for at sætte en cd på. Det var meget irriterende. Så solbrillerne røg op i håret og fungerede som en slags hårbøjle. Når så jeg var færdig med mine læsebriller og skulle fortsætte danseundervisningen, så røg de også op i håret. Og det er siden blevet en fast ting, siger hun.

Har stadig travlt

Til trods for den nyfundne fritid ligger Britt Bendixen ikke på den lade side.

For som hun siger, er der nok at tage sig til.

Hun nyder at lære nye ting og er for nylig begyndt til bridge, som hun ser som en god form for hjernegymnastik.

Derudover underviser hun fortsat to dansehold om ugen og vil genoptage sin spanskundervisning.

Foruden at fejre af sin 80-års fødselsdag kan hun i år også markere, at hun har været sammen med sin kæreste Marianne i 25 år.

Britt Bendixen håber, at hun kan holde en stor fødselsdagsfrokost for sine veninder, når corona ikke længere er så dominerende.

Og så vil hun invitere sin kæreste, søn, barnebarn og svigerdatter med på ferie sydpå.

Alle Vild med dans-vinderne

2021: Jamilian og Asta Björk

2020: Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen.

2019: Jakob Fauerby og Silas Holst.

2018: Simon Stenspil og Asta Björk Ivarsdottir.

2017: Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen.

2016: Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard.

2015: Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst.

2013: Mie Skov og Mads Vad.

2012: Joakim Ingversen og Claudia Rex.

2011: Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst.

2010: Cecilie Hother og Mads Vad.

2009: Casper Elgaard og Vickie Jo Ringgaard.

2008: Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt.

2007: Simon Mathew og Viktoria Franova (julegalla).

2007: Robert Hansen og Marianne Eihilt.

2006: Christina Roslyng og Steen Lund.

2005 efterår: David Owe og Vickie Jo Ringgaard.

2005 forår: Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen.

Kilde: TV 2
Powered by Labrador CMS