Kold skulder til Morten Messerschmidt

Dansk Folkeparti skal være velkommen til at forlade klimaloven, for de bidrager alligevel ikke, siger Ø og R

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkepartis mulige exit fra klimaloven

Dansk Folkeparti overvejer at træde ud af klimaloven, hvis CO2-afgifter på landbruget truer arbejdspladser, ifølge formanden i Berlingske.

Enhedslisten og De Radikale kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at bidrage til grøn politik og opfordrer dem til at forlade klimalovsaftalen.

Klimaloven, vedtaget i 2019, blev rost for sin brede politiske støtte, men kritiseres nu for at inkludere partier, der ikke støtter grønne initiativer.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Flere partier ønsker nu Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti god rejse, hvis de gør alvor af truslen om at melde sig ud af aftalen bag klimaloven.

For partiet bidrager alligevel ikke til den grønne politik.

Sådan lyder det fra Enhedslisten og De Radikale.

Dansk Folkepartis formand bekendtgjorde i søndagens Berlingske, at partiet træder ud af klimaloven, hvis CO2-afgiften på landbruget koster arbejdspladser.

- Hvis han har det sådan, at der ikke må komme en afgift på landbrugets udledninger, og at klimapolitikken ikke må betyde ændringer for danskernes liv, så synes jeg bare, han skal træde ud af aftalen, siger Samira Nawa, klimaordfører for De Radikale.

Vil ikke græde sig i søvn

I Enhedslisten vil man heller ikke græde sig i søvne over, at Dansk Folkeparti træder ud af aftalen.

- Vi har ikke brug for DF i klimaaftalerne. Det bedste, man kan sige om dem, er, at de sjældent deltager i møderne, skriver klimaordfører Søren Egge Rasmussen på X.

Da klimaloven blev vedtaget i 2019, blev det fremhævet som en styrke, at den favnede bredt med mange partier på Christiansborg.

Dermed ville der være sikret langvarig opbakning til klimapolitikken, lød logikken.

DF hører ikke hjemme i aftalen om klimaloven, siger Samira Nawa.

Svag med sorte partier

Men det mener Samira Nawa ikke har gjort sig gældende.

- En aftale, der burde være grøn, er svag, hvis den også har lukket sorte partier ind, siger hun.

- Dansk Folkeparti har hele vejen igennem været knap så grønne som os andre, og så synes jeg ikke, de hører hjemme i den aftale.

Powered by Labrador CMS