Køer nedlagt med pile
Dramatisk dag ved Karen Blixen museet
Et par kvier blev forårskåde, og gad ikke længere være indespærret i deres indhegning.
De fik dog ikke lov at føle friheden særlig længe.
To kvier, der var stukket af fra Rungstedlund i Rungsted blev mandag eftermiddag nemlig indfanget efter næsten et døgn på flugt.
Forpustet
Det fortalte en tydelig forpustet Connie Terndrup, der er daglig leder på Madam Carlsens Cafe ved Karen Blixen Museet i Rungsted, mandag eftermiddag til TV2 Lorry.
- Vi har lige præcist nedlagt den sidste. Vi fandt den første for en time siden, og så spurtede jeg videre og fandt den anden, som nu ligger her med en bedøvelsespil i halsen og skal vækkes om lidt, siger hun til TV 2 Lorry.
Begge kvier var blevet i området, og den netop fundne ko havde tilsyneladende fundet sig et dejligt græsfyldt område, skriver TV2 Lorry.
Nu er køerne altså indfanget igen.