Køber bolig for 60 millioner kroner i New York

DF kalder det "uden for proportioner", at staten har købt chefbolig i New York, der er dyrere end den gamle

Manhattans skyline i New York er her fotograferet i 2024. Udenrigsministeriet har i år fundet og købt en ny chefbolig til Danmarks FN-ambassadør, der har beliggenhed i bydelen. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Boligkøb til Danmarks FN-ambassadør i New York

Udenrigsministeriet har købt et byhus i New York til FN-ambassadøren for næsten 60 millioner kroner.

Købet møder kritik fra Dansk Folkeparti, der kalder det uansvarligt at bruge så mange penge.

Byhuset skal også bruges til danske arrangementer og interessevaretagelse.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Udenrigsministeriet har som led i en effektivisering fundet en ny såkaldt chefbolig til Danmarks FN-ambassadør i New York.

Et 6-plans byhus inklusive kælder og tagterrasse på 395 kvadratmeter er blevet købt for næsten 60 millioner kroner.

Den ventede købspris løber dog op i 86,7 millioner kroner, da byhuset blandt andet skal renoveres for forventeligt 25 millioner kroner.

Det fremgår af et aktstykke sendt fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Folketingets Finansudvalg. 

Det blev vedtaget i marts, men er først nu blevet offentliggjort.

Ikke alle sagde ja

Det var dog ikke alle partier, der sagde ja til købet.

FN-ambassadør Christina Markus Lassen har stået uden fast chefbolig siden 2023, da Udenrigsministeriet solgte den gamle bolig for 46,7 millioner kroner.

Der skulle nemlig effektiviseres i Udenrigsministeriet, lød begrundelsen dengang.

Staten havde haft chefboligen på 353 kvadratmeter siden 1968, men de senere år var lejligheden blevet dyrere i drift, fremgik det af et aktstykke i maj 2022.

Den årlige udgift på omkring 4,5 millioner kroner var for høj, og derfor ville Udenrigsministeriet forsøge at leje en anden bolig med et huslejeniveau på mellem 2,2 og 3,3 millioner kroner.

Et byhus

I stedet er ministeriet altså endt med at købe en bolig, der er dyrere, end hvad ministeriet fik for den gamle.

- Idet der er tale om et byhus, er der ingen afhængighed eller økonomiske forpligtelser i forhold til en ejerforening eller andelsboligforening, som det var tilfældet med den tidligere, nu afhændede bolig.

- Totaløkonomisk vurderes byhuset derfor at være billigere end den nu afhændede bolig, selv om købsprisen initialt er større, lyder det dog i aktstykket.

Møder kritik

Alligevel møder købet kritik fra Dansk Folkeparti. Sammen med Danmarksdemokraterne sagde partiet nej, da aktstykket om købet var til afstemning i Finansudvalget.

- Det er helt vanvittigt, det regeringen beder os om. Det er at svine med borgernes penge i et omfang, som man tror, er løgn, siger finansordfører Peter Kofod (DF).

- Man sælger en bolig, der er for dyr, og så køber man en, der er endnu dyrere. Det er helt uden for proportioner, det regeringen har gang i.

Arrangementer for regering og Folketinget

Byhuset, der har adressen 161 East 63rd St på Manhattan, fungerer ikke kun som bolig for FN-ambassadøren, men vil også "danne ramme for dansk interessevaretagelse, herunder for regeringen og Folketinget".

Det kan eksempelvis være "arrangementer både i dagtimerne og om aftenen".

Det får dog ikke Peter Kofod til at lette på kritikken.

- Jeg tror godt, at man kan finde nogle ordentlige rammer billigere end det. Det er et oplæg, der er lavet af nogle mennesker, der må leve i en helt anden verden, siger han.

Ritzau forsøger at få oplyst af Udenrigsministeriet, hvad de årlige omkostninger til den nye chefbolig forventes at blive.

Powered by Labrador CMS