Knud Heinesen er død

Blev 92 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere socialdemokratiske minister og senere direktør Knud Heinesen er onsdag sovet ind. 

Han blev 92 år.

Det oplyser familien til Ritzau.

"Afgrundsministeren"

Knud Heinesen fik tilnavnet afgrundsministeren efter udsagnet om, at Danmark havde kurs mod afgrunden.

Han var socialdemokrat og først budgetminister og siden finansminister i 1975-79 i regeringerne med Anker Jørgensen i spidsen som statsminister.

Knud Heinesen har beskrevet den første oliekrise og efterfølgende økonomiske nedtur med stigning i inflation og rente.

Knud Heinesen er død.

Advarede mod katastrofekurs

Knud Heinesen er måske bedst kendt for i oktober 1979 som finansminister at advare sine landsmænd mod Danmarks økonomiske katastrofekurs i en tid med enorm statsgæld og stadig stigende underskud på betalingsbalancen.

- Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den, sagde Knud Heinesen i et tv-interview, der gav ham tilnavnet afgrundsministeren.

Trak sig

Efterfølgende trak han sig frivilligt som finansminister, men vendte tilbage til posten i 1981-82.

Knud Heinesen ønskede en strammere finanspolitik, end der var opbakning til i regeringen og i det socialdemokratiske bagland.

Da Anker Jørgensen i 1982 selv slap tøjlerne, efterlod han et statsunderskud i ét år på ni procent af bruttonationalproduktet. Da var renten over 15 procent, inflationen lå over 10 procent, og mere end 300.000 danskere gik arbejdsløse.

Mor døde tidligt

Knud Heinesen vidste, hvad han talte om, når det handlede om økonomi. Han var uddannet cand.polit. i 1959.

Han blev født i Kerteminde, men voksede op hos sin faster og onkel i Vangede efter morens tidlige død. Allerede som stort barn havde han meldt sig ind i Socialdemokratiet.

Karrieren blev indledt med flere job i arbejderbevægelsen. Han underviste, var forstander på bevægelsens Roskilde Højskole og var ansat i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, den røde tænketank.

Erhvervslivet trak

I 1971 blev han valgt til Folketinget, hvor han sad til 1985 og tjente under statsminister Jens Otto Krag og efterfølgeren Anker Jørgensen.

I 1985 trak han sig fra politik for at hellige sig en karriere i erhvervslivet.

Han blev direktør for Københavns Luftfartsvæsen og siden koncernchef for rejseselskabet Spies/Tjæreborg og administrerende direktør i BRFkredit.

Sideløbende havde han en række bestyrelsesposter i blandt andet TDC, ATP og DSB.

Powered by Labrador CMS