Kirkebøn ændres når Frede tager over
Da kronprins Frederik overtager tronen efter dronning Margrethe 14. januar, ændres søndagens kirkebøn
Folkekirkens søndagsgudstjeneste vil blive ændret i forbindelse med, at Danmark får en ny konge 14. januar.
Det skriver Kristeligt Dagblad torsdag.
Hvis præsten vælger at nævne navne under søndagens kirkebøn, beder man for dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus.
Det ændres i forbindelse med tronskiftet, da kronprinsen og kronprinsessen får nye titler.
Uvist hvornår
Fra 14. januar vil de blive omtalt som kong Frederik og dronning Mary, da kronprinsen overtager tronen.
Kirkeministeriet oplyser ifølge Kristeligt Dagblad, at det endnu ikke vides, præcis hvornår kirkebønnen vil blive ændret.
Også andre områder ud over folkekirken står over for ændringer på grund af tronskiftet.
Skal udskiftes
Blandt andet skal Rex-mærkerne, som er dronningens monogram, der sidder på skulderstropperne på Livgardens uniformer, skiftes.
Det har kaptajn og presseofficer ved Den Kongelige Livgarde Thomas Reimann oplyst.
Dronning Margrethe og kronprinsparrets protektioner vil ophøre, har kongehuset skrevet sin hjemmeside. Også de æreshverv, som dronningen og kronprinsparret måtte have i øjeblikket, vil ophøre ved tronskiftet.
Mister status
De 104 danske virksomheder, som kan kalde sig "Kongelig Hofleverandør", mister prædikatet. Det samme gælder for de fem udenlandske virksomheder, der har fået det samme prædikat.
Desuden skal vi formentlig også stifte bekendtskab med nye mønter, som er præget med et billede af den nuværende kronprins Frederik.
Det er i hvert fald planen i Nationalbanken, som afventer grønt lys fra den kommende konge, inden man går i gang med arbejdet.
Topledelse udskiftes
Der vil også foretages en række ændringer i kongehusets ledelse.
Blandt andet vil kronprinsparrets nuværende hofchef, Christian Schønau, blive hofmarskal 14. januar. Hofmarskallen er den øverste chef og administrator for det danske hof.
Christian Schønau overtager stillingen fra Kim Kristensen, der vil blive hofchef i det nyoprettede Hendes Majestæt Dronning Margrethes Hof.