Kimer løs efter regnkaos
Mange skader efter de voldsomme regnskyl
Regnen er øset ned flere steder i Jylland i løbet af tirsdag til frustration for flere boligejere, hvor vandet er trængt ind bag murene.
Forsikringsselskaber melder tirsdag eftermiddag om over 350 skadesanmeldelser på grund af den voldsomme regn i Jylland.
Det oplyser forsikringsselskabet Tryg, der har modtaget over 200 anmeldelser, og selskaberne Codan og Almindelig Brand, der tilsammen har modtaget over 150 anmeldelser.
Mange skybrud
- Det er et væsentligt højere niveau. Vi har jo set mange skybrud hen over sommeren, så vi har vænnet os til et højt niveau. Men det her, det er absolut meget højt, siger Frederik Sjørslev Søgaard, der er skadedirektør i Tryg.
Tryg oplyser, at anmeldelserne primært handler om bygningsskader, hvor vand er trængt ind i bygninger.
Men der er også eksempler på oversvømmede biler, som har holdt på parkeringspladser, hvor vandet har søgt hen, og vandstanden har været meget høj.
Vil stige
Selskabet forventer, at antallet af skader vil stige yderligere.
- Mange er jo på arbejde og kommer først hjem til skaderne, når de har fri fra arbejde. De akutte skader bliver som regel meldt ind med det samme, mens mindre skader typisk kommer ind de efterfølgende dage, siger skadedirektøren.
Anmeldelserne kommer primært fra Nordjylland, Vestjylland og Østjylland, hvor særligt Aarhus er hårdt ramt.
Det værste i år
Almindelig Brand Group oplyser, at selskabets skadefolk kalder det den værste skybrudshændelse, de har set i år.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er der registreret skybrud mindst 18 steder i landet.
Store dele af Midtjylland har fået mellem 30 og 50 millimeter regn.