Kendte værter vender tilbage til DR
DR ryster posen
En række velkendte stemmer vender tilbage i æteren på DR efter sommerferien.
For her gør både Anders Breinholt og Signe Vadgaard comeback på public service-stationen, afslører DR i en pressemeddelelse.
Anders Breinholt, som i sin tid fik sit helt store gennembrud i P3-programmet "De sorte spejdere" i midten af 00'erne, kommer en kanal op og skal nu være vært på P4.
- Opvokset i radio
Her vil han ifølge DR byde på grin, gæster og god stemning hver søndag formiddag fra den 16. august.
- Jeg er jo opvokset i radio og uddannet i radioverdenen, og derfor ser jeg ekstra meget frem til at sidde bag en mikrofon igen, jubler Anders Breinholt i pressemeddelelsen og fortsætter:
- At det så er på en af Danmarks mest lyttede radiokanaler, gør det jo kun endnu sjovere og ikke mindst endnu mere spændende - og en smule frygtindgydende.
Skifter fra TV
Der er også genhør med Signe Vadgaard, der skifter tv-skærmen ud med radioen. Den tidligere P3-vært vender tilbage til DR efter en årrække som vært på TV3 Sport.
Her skal hun fra 16. august være vært på eftermiddagsprogrammet "Happy Hour", som sender live hver fredag.
Men hun er allerede tilbage i æteren sommeren over, hvor hun alle hverdage fra 1. juli og fire uger frem kører rundt i landet og sender fra forskellige campingpladser.
Hun akkompagneres af en række kendte medværter. Blandt andre skuespiller Esben Dalgaard og tidligere håndboldspiller Jesper Nøddesbo.
Flytter til Frankrig
Efter sommerferien får David Mandel en ny makker i Nanna Nørregaard på lørdagsprogrammet "Det store talkshow", da hans nuværende medvært, Cecilie Hother, flytter til Frankrig, fordi hendes mand, Thomas Gregers Honoré, skal udstationeres i det sydeuropæiske.
Derudover lancerer DR det nye lørdagsprogram "Recepten" fra 17. august. Her kigger værten Peter Ebberfeld på sundhedstendenser.