Kendt dansk læge benægtede coronapandemien

Få læger påkalder sig så meget opmærksomhed som Vibeke Manniche. Hun er forfatter til bøger om børneopdragelse. Mandag den 15. november fylder hun 60 år

Vibeke Manniche fylder 60 år den 15. november. (Arkivfoto)
Vibeke Manniche fylder 60 år den 15. november. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Vibeke Manniche står urokkeligt fast på sine synspunkter - også når det fyger om hende med modargumenter.

Det kan derfor gå heftigt for sig, når hun i medierne debatterer. Ikke mindst fordi emnerne ofte er følsomme.

Det seneste halvandet år er det først og fremmest coronavirusset, der har optaget Vibeke Manniche, som fylder 60 år den 15. november.

Fra epidemiens begyndelse har hun været indædt modstander af de politiske beslutninger om nedlukninger og restriktioner. Blandt andet har hun kritiseret, at skolebørn blev sendt hjem til onlineundervisning.

Det ikke bare forringer indlæringen, men det kan også skade børnenes trivsel. Ikke mindst børn i udsatte familier, siger hun.

Benægtede epidemi

I en periode afviste hun sammen med sin datter, smykkedesigner Mai Manniche, at der overhovedet var en epidemi i Danmark.

Men især vakte det opsigt, da hun og datteren efter Christian Eriksens hjertestop under EM i Parken på Facebook beskrev en mulig sammenhæng mellem vaccinerne og hjertebetændelse.

Efterfølgende oplyste Eriksens klub, Inter, at fodboldspilleren på daværende tidspunkt ikke var vaccineret.

Uddannet i 1989

Vibeke Manniche blev kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 1989, og de efterfølgende år var hun ansat ved Center for Små Handicapgrupper. Her skrev hun ph.d.-afhandling om den arvelige sygdom neurofibromatosis recklinghausen, der rammer huden og nervesystemet.

Siden blev hun kommunallæge i Frederikssund Kommune, og i den forbindelse var hun fra 2006 til 2010 formand for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger.

Bogen om barnet

For mange nybagte forældre er Vibeke Manniche forbundet med opslagsbogen "Bogen om barnet", der er revideret flere gange.

Da den udkom første gang i 1996, var det ikke nødvendigt at minde forældre om at være sammen med deres børn, har Vibeke Manniche sagt i et interview i Kristeligt Dagblad. Det er det i dag.

- Dengang kiggede man ikke ned i skærmen på en smartphone, når man sad og ammede sit barn. Man kiggede på barnet, snakkede til det, havde kontakt til det.

Foruden bøger og artikler om børn er Vibeke Manniche optaget af at skrive krimier, som hun udgiver på sit eget forlag Liva. Hovedpersonen er Anna Storm, der er børnelæge.

Under skærpet tilsyn

For nylig blev Vibeke Manniche sat under skærpet tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det skyldes, at hun har udskrevet attester, der fritager borgere fra at blive testet for corona, uden at hun har haft autorisation til det.

Da hun gjorde det, var der ingen klare retningslinjer for fritagelsesattester, har hun forklaret.

I øvrigt tager hun sagen med ro. For, som hun formulerer det på sin hjemmeside, skal enhver læge kunne tåle et skærpet tilsyn.

Vibeke Manniche er gift med læge Peter Riis Hansen. Foruden datteren, Mai, er de forældre til en søn.

Powered by Labrador CMS