Kendt bokse-kommentator død
Thyboe var af mange kendt som boksekommentator. Han er onsdag død efter kort tids sygdom
Tidligere chefredaktør på Ugens Rapport Kurt Thyboe er død efter kort tids sygdom.
Det oplyser hans datter, Charlie Thyboe, til Ritzau.
Han blev 81 år.
Mange kender også Thyboe som boksekommentator på TV3, hvor han udviklede sit helt eget sprog med en blanding af dansk og amerikansk, utallige klichéer og ordsprog, der ofte blev blandet sammen.
Var også til smørrebrød
Thyboe voksede op i Aarhus og blev udlært journalist fra Aalborg Stiftstidende.
Han arbejdede på B.T.'s og Politikens sportsredaktion, inden han som chefredaktør på Ugens Rapport bidrog til det "lumre" blads succes i årene omkring 1980.
Efter en årrække væk fra branchen, hvor han i stedet havde fokus på den smørrebrødsbutik, som han sammen med sin kone åbnede i det indre København, var Thyboe atter tilbage ved tasterne i starten af 90'erne.
Sportsredaktør
Han var en kort periode sportsredaktør på Ekstra Bladet, inden han i 1991 startede som boksekommentator på TV3.
Blandt de kolleger som arbejdede tæt sammen med Kurt Thyboe vil han blive husket for hans både begavede og skøre indfald. Han kunne som chefredaktør på Ugens Rapport brokke sig over, hvis de unge reportere kom hjem med for små bilag for fortæring.
Hans hjerte var varmt
- Han kunne med sit særlige udseende umiddelbart virke brysk og hård, men hans hjerte var usædvanligt varmt.
Samtidig var han blændende godt begavet. Hans mestrede adskillige sprog og var berejst som de færreste. Han var en af de typer i pressen, som helt er forsvundet i dag. Og det er en skam, lyder det fra Newsbreak.dk's chefredaktør Claus Jessen, som i en periode arbejdede sammen med Kurt Thyboe på Ekstra Bladet.
Gang i musikken
Thyboe kastede sig også i en sen alder ud i musikkens verden.
Her dannede han blandt andet makkerpar med undergrundslyrikeren Claus Høxbroe og med produceren Mani Spinx, ligesom han har skrevet flere sangtekster til Peter Belli.
Til april får en forestilling om Ugens Rapport premiere på Det Kongelige Teater.
- Det er et forrygende dødsruteportræt af vores nære fortid tilsat tidens musik. Det er kønskamp. Det er et kamikazefrigørelsesprojekt, der kaster lys over den tid, vi lever i nu, skriver teateret om forestillingen.
Druk og kaos
Teatret kalder Thyboe "bladets karismatiske samlingspunkt".
- Redaktionen er et sammenrend af gonzojournalister, originaler, fantaster, libertinere og hensynsløse hedonister.
- De lever og ånder for Ugens Rapport og trods alkoholindtag og vildt kaos, når de hver uge deres deadline, lyder det.
Kurt Thyboe efterlader sig to børn og syv børnebørn.
Partner døde i januar
Hans partner Marianne døde i januar i år. De nåede at være sammen i knap et halvt århundrede, inden hun døde som 72-årig.
- Hun var som en kvinde, der virkelig har beskyttet sin mand. Hun har beskyttet mig ad helvedes til mod mange mærkelige ting her i livet, sagde Thyboe til B.T. i februar.
Dødsårsagen er ikke oplyst.