Kaos i børnehaven: Børn slår de voksne
De både spytter, slår og sparker
Citathistorie: TV2 Østjylland
En børnehave i Horsens Kommune har fået et påbud af Arbejdstilsynet om at forhindre voldsepisoder.
Børn i daginstitutionen Solstrålen i Horsens Kommune udsætter de voksne for fysisk og psykisk vold.
Det er konstateringen i et påbud, Arbejdstilsynet har givet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
- Udsættelse for vold forøger ansattes risiko for at udvikle belastningsrelaterede sygdomme som angst og depression og for i nogle tilfælde at udvikle PTSD.
- De ansatte risikerer også at få fysiske helbredsskader, skriver Arbejdstilsynet, ifølge TV2 Østjylland, blandt andet i påbuddet.
Slået med knytnæve
Tilsynet refererer blandt andet fra en episode tidligere i år, hvor en medarbejder blev spyttet i ansigtet, slået med knytnæve i maven og sparket to gange over skinnebenet af et barn.
Påbuddet omhandler en specifik stue i daginstitutionen, men det fremgår ikke , hvilken stue der er tale om.
Risiko for vold på arbejdet
Arbejdstilsynet skriver, at påbuddet er kommet, fordi der vurderes, at der er risiko for vold til stede på arbejdet.
De lægger vægt på, at risikoen for vold ikke er forebygget tilstrækkeligt.
Det fremgår, at daginstitutionen har iværksat forebyggende tiltag efter arbejdsulykken.
Krøbet i flyverskjul
TV2 Østjylland har været i kontakt med dagtilbudschefen i Horsens Kommune, Anne Bust. Hun oplyser, at der ikke er nogen i kommunen, der ville kunne stille op til interview før den 7. august på grund af ferie.
TV2 Østjylland har også forsøgt at få en kommentar fra formanden af børne- og dagtilbudsudvalget i Horsens Kommune, Niels Peter Bøgballe (Soc.dem.).
Han har heller ikke mulighed for at stille op.