Kæmpe udbrud i Danmark
For fjerde gang i træk er der udbrudt fugleinfluenza i en fjervildtbesætning i Løvel nord for Viborg. I morgen bliver vildænder og fasaner aflivet
Citathistorie: TV Midtvest
3000 fasaner og 1500 vildænder står til at blive slået ihjel i morgen tidlig efter fund af fugleinfluenza på vildtopdrætter Ole Jensen Vorres farm i Løvel nord for Viborg.
- Selvfølgelig skal de slås ihjel. De skal bare væk, siger Ole Jensen Vorre til TV MIDTVEST.
Det er ikke første gang, at han står i den triste situation. Nytårsdag i år måtte han nemlig slå sin besætning på 9000 fjervildt ihjel, efter han for tredje gang siden 2006 kunne konstatere smitte.
Ramt for fjerde gang
I går blev sygdommen så bekræftet for fjerde gang, da prøver fra 50 fjervildt viste positiv for fugleinfluenza.
- Der er allerede 200-300 døde, anslår Ole Jensen Vorre mandag formiddag.
Tirsdag skal de omkring 4500 fjervildt aflives, så de ikke smitter andre dyr og mennesker.
Det er beredskabsstyrelsen, der slår Ole Jensen Vorres besætning ned.
Hans bud er, at det vil tage to dage.
Fødevarestyrelsen oplyser, det er fjerde udbrud i år siden 1. november.