Kæmpe udbrud i Danmark
Der oprettes en restriktionszone rundt om en farm på Lolland efter fund af den smitsomme fugleinfluenza H5N1
Den meget smitsomme fugleinfluenza H5N1 er fundet på en stor kalkunfarm på Lolland med 36.000 kalkuner.
Derfor aflives dyrene nu, ligesom der oprettes en zone på ti kilometer rundt om den smittede farm med restriktioner.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
I zonen må der ikke sælges og flyttes æg, høns og andre fugle, medmindre man har en særlig tilladelse fra styrelsen.
Derudover skal ejere af høns og andre fugle i en zone på tre kilometer fra farmen registrere deres fugle online.
Restriktionerne forventes at kunne ophæves, 30 dage efter at ejendommen er ryddet op og desinficeret.
- Situationen viser, at både hobbyavlere og professionelle skal tage truslen om smitte fra de vilde fugle meget alvorligt, siger dyrlæge og kontorchef i styrelsen Charlotte Vilstrup i meddelelsen.