Kæmpe udbrud efter dansk julefrokost
38 tilfælde af omikron er indtil videre konstateret efter en julefrokost i Viborg
38 gæster er indtil videre konstateret smittede med Omikron-varianten af coronavirus efter en julefrokost i Viborg.
Det oplyser Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til Ritzau.
- Det er kun godt en uge siden, at vi så de første tilfælde af Omikron-varianten i Danmark. Siden er det gået stærkt, siger Drewes.
- Vi har blandt andet et smitteudbrud i Jylland efter en julefrokost med 150 mennesker.
- Her har vi aktuelt blandt gæsterne registeret 55 smittede, hvoraf 38 er Omikron-bekræftet ved variant-PCR og 15 er bekræftet ved WGS (en såkaldt helgenomsekventering, som er en laboratorieanalyse baseret på en blod- eller vævsprøve, red.), siger hun.
Drewes henviser til en i medierne allerede omtalt julefrokost i Viborg.
Smitteopsporing fortsætter
Til Ritzau uddyber hun, at den intensiverede smitteopsporing i forhold til Omikron-varianten fortsætter som i den seneste tid.
- Vi fortsætter med at gå ud til tredje led. Altså vi går ud til de smittedes nære kontakter og de nære kontakters nære kontakter. Dem beder vi om at gå i isolation og blive testet.
- Så vi kaster nettet bredere ud end ved den almindelige Delta-variant. Så det er rigtig mange mennesker, siger hun.
Drewes understreger, at det udelukkende handler om at forsinke udbredelsen af Omikron-varianten.
- Hver dag, vi kan forsinke, er en dag givet god ud, siger hun.