Kæmpe stigning: Så mange unge bruger nu Viagra

Flere tusinde unge får udskrevet potensmidler fra lægen. Præstationsangst præger unge mænd

Flere og flere unge mænd får potenspiller.
Flere og flere unge mænd får potenspiller.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Tvivl og nervøsitet. To nøgleord, som sniger sig frem på nethinden og til sidst bliver en altdominerende tanke for flere tusinde unge mænd, når de skal have sex.

- Det er altid i starten, at tankerne kommer: ”Hvad nu, hvis jeg ikke kan”. Og så ender det altid med, at jeg ikke kan, siger ”Kim” fra Østjylland.

"Kim" ønsker at medvirke anonymt i artiklen, og han fremgår derfor under et andet navn end sit rigtige. TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med hans fulde identitet.

Han er en mand midt i 20’erne og for det meste altid udstyret med receptpligtige potensmidler i baglommen for en sikkerheds skyld.

- De første fem til ti gange, jeg er sammen med en pige seksuelt, er det et problem, hvis ikke jeg har taget en Viagra-pille, siger han.

Stor stigning

Ifølge Sundhedsdatastyrelsens er antallet af unge mellem 18 og 24, som har købt receptpligtige potensmidler, steget fra godt 150 personer i 1999 til cirka 1.000 i 2019.

Også i aldersgruppen mellem 25 og 44 er der en markant stigning. I 1999 købte cirka 3.000 receptpligtige potensmidler, mens det tal tyve år senere var steget til knap 14.000.

Kommer ikke bag på læge

Stigningen kommer ikke bag på praktiserende læge gennem 13 år, Anders Beich, som også er formand i Dansk Selskab for Almen Medicin.

Han bekræfter, at der er flere henvendelser end normalt. Mange af henvendelserne har en direkte forbindelse til psykiske præstationsproblematikker, forklarer han.

- I dag er det blevet mere vanskeligt at leve op til tidens perfektionistiske tendenser. Mange relationer foregår ofte på virtuelle medier, hvor man kan fremstille sig selv i gunstig belysning. Og en af konsekvenserne er, at ægte relationer, hvor man skal tæt på hinanden fysisk, bliver mere og mere vanskelige, siger Anders Beich.

-Jeg bliver ked af det

For ”Kim” er det et massivt, præstationshæmmende tankermylder, som fylder, og gang på gang blokerer sexakten og øjeblikkeligt giver problemer med at få rejsning.

- Jeg bliver ked af det, når det sker, for sex er et quickfix, jeg har brug for.

'Kim' er en af de unge mænd, der bruger potenspiller i deres sexliv.
"Kim" er en af de unge mænd, der bruger potenspiller i deres sexliv.

For ”Kim” hjælper Viagra ikke kun fysisk, men lige så meget psykisk.

- Jeg bruger også pillerne til at styrke min selvtillid. Hvis jeg bare tager 50 milligram Viagra, er der ingen problemer overhovedet. Alt kører, som det skal, siger han.

Bivirkninger lurer

Ifølge formanden i Dansk Selskab for Almen Medicin lurer bivirkningerne lige rundt om hjørnet, hvis man ikke er i nær kontakt med sin læge. Viagra-pillen ikke en permanent løsning for alle unge med rejsningsproblemer, slår Anders Beich fast.

- Ideen er at få folk til at forstå, at det er muligt at få erektion og give unge mænd en succesoplevelse, siger han og fortsætter:

- Det kan blandt andet give problemer med blodtrykket og hovedpine, hvis ikke man passer på.

Hos organisationen Sex og Samfund, som blandt andet rådgiver unge omkring seksuel trivsel, er angsten for nederlag i sengen et gennemgående tema i samtalerne med unge mænd.

- Præstationsangst i forhold til sex er et af de mest hyppige emner, vi taler om, siger rådgiver for mange unge med seksuelle problemer, Andreas Djurhuus.

Potensbillen skal blive i skuffen

Sex og Samfund ser hellere, at potenspillerne bliver i skuffen bag skranken i stedet for at blive udleveret til unge.

- Vi arbejder hellere på at give unge gode redskaber til at skabe et rum mellem to mennesker, hvor det er okay at være nervøs, og det også er okay, at det ikke går godt i begyndelsen, siger han.

Langt flere mænd i alderen 25-44 år får medicin for at hjælpe deres sexliv.
Langt flere mænd i alderen 25-44 år får medicin for at hjælpe deres sexliv.
Powered by Labrador CMS