Kæmpe prisstigning: Disse danskere rammes

Familier med oliefyr eller naturgas rammes hårdest. Billigst slipper kunder hos store fjernvarmeselskaber

Energipriserne er på himmelflugt i Europa, og det skyldes blandt andet, at der er kommet gang i økonomien, så vi bruger mere energi. Desuden får vi mindre vandkraft fra Norge, og så er gasprisen steget voldsomt. (Arkivfoto)
Energipriserne er på himmelflugt i Europa, og det skyldes blandt andet, at der er kommet gang i økonomien, så vi bruger mere energi. Desuden får vi mindre vandkraft fra Norge, og så er gasprisen steget voldsomt. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der kan meget vel være store ekstraregninger på vej til mange danskere:

Det skyldes en kombination af flere ting, der har sendt el- og varmepriserne gevaldigt i vejret over hele Europa.

Det fortæller Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik og energi ved videnscenteret Bolius.

- Vi har alle et vist forbrug, og normalt taler man om, at cirka 4000-kilowatt-timer på et år er ret normalt for en familie. Når man har regnet stigningen i elpriser ud, svarer det cirka til 2300-2400 kroner ekstra at betale om året i elregning.

- Nogle har en aftale med elselskabet om at betale en fast pris. Men har man en aftale, hvor man følger udviklingen i priser, kan man risikere en regning på et par hundrede kroner ekstra om måneden, forklarer han.

Bliver hårdest ramt

Forbrugere, der opvarmer boligen med naturgas eller olie, kan blive hårdest ramt.

- Man plejer at sige, at en familie bruger omkring 18.000 kilowatt-timer på et år til opvarmning.

- Bruger man den mængde energi, vil det for dem, der har naturgas, smide en pris på cirka 7500 kroner oveni, hvis man normalt ligger på et standardforbrug, lyder det.

Har man oliefyr, kan prisen blive endnu højere.

Ifølge Bolius er det i omkring 400.000 boliger naturgasfyr, der opvarmer huset.

I omkring 70.000-75.000 boliger er der installeret oliefyr.

Flere tusinde kroner

Har man varmepumpe som opvarmningsform i sin bolig, kan en ekstraregning lyde på omkring 3330 kroner.

Det er baseret på et årligt forbrug på 5500 kilowatt-timer.

Der er, ifølge Bolius' opgørelse, installeret varmepumpe i cirka 100.000 danske boliger.

Bruger man én kilowatt-time, producerer varmepumpen 3,5 kilowatt-time varme.

Men når man har en elradiator, giver den en kilowatt-time varme for hver gang, man bruger en kilowatt-time el, forklarer Tue Patursson.

- Det vil så gøre prisen cirka 3-4 gange højere end varmepumpe. Det er omkring 10.000 kroner ekstra i årlige varmeudgifter, hvis man kører ren elradiator, siger han.

Billigst for fjernvarmekunder

Billigst slipper fjernvarmekunder, der er tilknyttet et stort selskab, forklarer Tue Patursson.

- Er man tilknyttet et relativt stort fjernvarmeselskab, kan de have en form, der hedder energi eller el, men også et anlæg med naturgas eller biomasse.

- Det betyder, at de kan veksle, hvis priserne svinger. Så mange kan kompensere og på den måde holde priserne nede, forklarer han.

Omkring 1,6 millioner boliger har fjernvarme som opvarmningsform.

Sådan saver du noget af din elregning

Er du nervøs for at udgifterne stikker af til el og varme her i de kolde måneder? Så er det godt, at vi giver dig 7 råd til, hvordan du i det mindste holder elregningen nede.

– Fyld altid din vaskemaskine og opvaskemaskine op.

– Sluk for apparaters standby-strøm (små grønne og røde lamper).

– Drop din tørretumbler og brug tørresnoren.

– Vask ved lavest mulige temperatur.

– Udskift til sparepærer.

– Brug elspareskinner.

– Køb energieffektive apparater og gå efter bedste energimærke.

Kilde: Dansk Energi

Powered by Labrador CMS