Kæmpe penis skyllet i land på strand

Lugter virkelig grimt

Offentliggjort Sidst opdateret

Fund af hvalpenis på Bornholm

En halvanden meter lang hvalpenis skyllede i land på Bornholm, formodet fra en pukkelhval.

Hvalpenissen skal undersøges af hvalforsker Carl Kinze for yderligere studier.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En meget ildelugtende genstand er tirsdag skyllet i land på stranden ved Snogebæk på Bornholm.

Genstanden er halvanden meter lang.

Det skriver TV 2 Bornholm.

De bornholmske miljøpedeller, der gjorde fundet, troede først, der var tale om en søslange.

Men et nærmere tjek viste, at der er tale om en hvalpenis, som formodes at stamme fra en pukkelhval, der i juli skyllede op på stranden ved Dueodde.

Lugter ganske fælt

Naturvejleder ved NaturBornholm Kenneth Nielsen udelukker, at der kan være tale om en penis fra en anden hval.

I sommer skyllede resterne af en død pukkelhval i land ved Dueodde på Bornholm. Nu menes penissen fra den pågældende hval at være skyllet i land ved Snogebæk på den sydøstlige del af øen.

- Ej, det er meget usædvanligt, og det betyder jo, at hvalen, vi fandt på Dueodde i sommer, kan vi med sikkerhed sige, er en han. Ellers skulle der være flere hvaler, der var omkommet i Østersøen. Det er tvivlsomt, siger naturvejlederen til mediet.

Penissen, der ifølge naturvejlederen lugter ganske fælt, ryger nu i fryseren.

Skal undersøges nærmere

Planen er, at hvalforsker Carl Kinze skal se nærmere på kønsorganet, lyder det fra Kenneth Nielsen.

Pukkelhvaler er før set i danske farvande. 

For knap to uger siden blev en formodet pukkelhval observeret i Øresund nordvest for Helsingborg.

Også i sommeren 2023 blev der observeret en pukkelhval i dansk farvand. Her blev hvalen først spottet og filmet i Aarhus havn. Nogle dage senere blev den samme hval sandsynligvis set ved Middelfart på Fyn.

Opdeles i to grupper

Hvaler opdeles i to grupper - tandhvaler og bardehvaler. Pukkelhvalen hører til sidstnævnte kategori sammen med blandt andet blåhvaler og gråhvaler.

Pukkelhvalen er udbredt i alle verdens oceaner. Arten var i tilbagegang, indtil den blev fredet i 1966. Pukkelhvalen meldes nu i fremgang, fremgår det af Naturhistorisk Museums hjemmeside.

Ifølge museets hjemmeside kan pukkelhvaler blive op til 19 meter lange og veje op mod 35 ton.

 

Powered by Labrador CMS