Kæmpe nedbrud hos TDC
Der er problemer med telefoni-systemet
Opdateret 12.13 med nye oplysninger om nedbruddet
Der er mandag formiddag et stort nedbrud hos TDC. Det oplyser selskabet selv på deres hjemmeside.
'Generelle udfordringer med vores telefonisystem
Vi oplever på nuværende tidspunkt, at man ikke kan ringe op til vores support og kundeservice, da vi oplever fejl på vores telefonisystem. Vi beklager ulejligheden.', skriver TDC blandt andet.
Er man kunde hos TDC, kan man mandag ved middagstid fortsat opleve problemer med at lave og modtage telefonopkald.
- Mobilnetværket er nede. Omfanget kendes endnu ikke, siger selskabets kommunikationschef, Jonas Sunn Torp til Ritzau.
Kan ikke ringe 1813
Nedbruddet betyder, at nogle borgere ikke kan ringe til akuttelefonen på 1813, oplyser Region Hovedstaden på Twitter.
Regionen oplyser, at det gælder borgere, hvis telefon ikke kan ringe op, da selve akuttelefonen fungerer.
Også Sydøstjyllands Brandvæsen oplever problemer. Det samme gælder Københavns Politi, fremgår det fra de to på Twitter.
Vi oplever de samme problemer her i Østjylland. Der arbejdes på at finde en løsning hurtigst muligt. #politidk https://t.co/Y4khIcYDte
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) December 12, 2022