Kæmpe kø: Kimes ned af danskere
Der er for tiden usædvanlig lang kø for at komme igennem til smitteopsporingen, der har rigtig travlt
Citathistorie: TV2 Østjylland.
Ventetone i timevis.
Det er lige nu resultatet, hvis du ringer til smitteopsporingen.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV2 Østjylland, at der er ”tryk på kedlerne” for tiden.
Det skyldes blandt andet, at mange ringer ind for at bestille tid til test, da der også er ventetider på det.
De fortæller, at ventetiderne i øjeblikket er højere, end de ville ønsker, men at de modtager cirka 20.000 opkald i døgnet.
De har ingen bud på, hvornår travlheden igen lægger sig.
Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer desuden til, at man leder efter svar på sine spørgsmål inde på coronasmitte.dk, hvis man ikke kan komme igennem på telefonen.
Kø i fire timer
En af dem, der har prøvet de lange telefonkøer er Søren Hjørlund fra Hinnerup.
Fire timers telefonkø.
Men ingen i den anden ende.
Det var resultatet, da Søren Hjørlund fra Hinnerup sammen med sin kone onsdag prøvede at komme i kontakt med smitteopsporingen.
Parrets søn blev sendt hjem fra skole med en positiv kviktest. Herefter fik familien også to positive PCR-test.
Da de ikke selv blev kontaktet af smitteopsporingen, besluttede de sig derfor for at ringe ind selv.
Var lagt ned
Efter to timer i kø på telefonen bliver de smidt af. De giver det endnu et forsøg, men bliver igen smidt af efter to timer i kø – da de var kommet op som nummer fire i køen.
- Vores oplevelser er bare, at de var helt lagt ned, fortæller Søren Hjørlund til TV2 Østjylland.
Parret ville gerne vide, hvordan de skulle forholde sig, når kun nogen i familien var positive og ikke alle.
- Der er bare mange spørgsmål, som vi ikke kunne få svar på, siger Søren Hjørlund.
Søren Hjørlund fortæller, at de nu endelig er blevet kontaktet af smitteopsporingen. Og at han egentlig har ondt af dem, der sidder i den anden ende.
- Jeg tror, at de stakkels folk der sidder i smitteopsporingen gør, hvad de kan. Det virker bare til, at det kommer bag på regionen, hvor mange der ringer, siger han.