Journalister bør sige undskyld

En del af de unge kvinder som tilbage i 1960-erne og 70-erne blev misbrugt af rejsekongen Simon Spies kræver nu en undskyldning fra hele Spies-koncernen.

Heldigvis har koncernledelsen i Spies haft mod og mandshjerte til at sige nej til dette åbenlyst tåbelige krav. 

Hvordan kan de misbrugte kvinder forvente, at koncernen og dermed også de nuværende ansatte vil undskylde for noget, som de aldrig har deltaget i? Hvis de gør det, så tilstår man vel nærmest et personligt ansvar for datidens uhyrligheder.

Hvis der er nogen, som bør give kvinderne en berettiget undskyldning, så må det først og fremmest være gerningsmanden selv. Han er som bekendt afgået ved døden og har således lovligt forfald.

Dernæst vil det klæde de folk, som var tættest på Simon Spies, at stille spørgsmålstegn ved deres egen dømmekraft.

Og hvad med pigernes egne forældre, som åbenlyst har svigtet deres ansvar overfor døtre, som endnu ikke var myndige? 

Hvordan kunne forældrene lukke øjnene? Blev de også forblændede af manden og hans flamboyante levevis? Syntes de også, at det var fedt og festligt, at deres børn bollede med selveste formanden og drak champagne i de tidlige morgentimer?

En anden gruppe som passende kan indlede en fælles bodsgang er de journalister og redaktører, som intenst dækkede den excentriske formand.

Journalisterne på ikke mindst Ekstra Bladet, B.T. og Se og Hør bør begynde at grave dybt i deres eget journalistiske svigt i dækningen af den forføriske rejsekonge. 

Først og fremmest for at undgå fremtidige fejltagelser.

Også det ellers så renskurede Danmarks Radio var med til at forherlige den sexhungrende og volds-fascinerede Spies i de muntre radioprogrammer 'Spørg Bare'.

Medier og journalister deltog systematisk i at opbygge en stjernespækket kultstatus omkring den psykolog-uddannede, evigt grænsesøgende og fordrukne Spies.

Den gnækkende kyniker blev populær på grund af sin charme, sit skarpe intellekt og rappe replikker. Havde medierne dengang levet op til deres egne skåltaler om kritisk journalistik, var myten om Simon Spies for længst blevet punkteret.

Bevares, tiden var en anden i 60-erne. 

Men det burde ikke have afholdt journalisterne fra at stille de kritiske spørgsmål og bore i det morads af moralsk forfald, som omgav Simon Spies. Alle vidste, hvad der foregik. 

Journalisterne havde det som en spyflue på en hestelort, hver gang Spies slog sig løs med spadserestok eller bare damer.

Jo mere stank, desto større var fornøjelsen.

Læren af datidens synder må for journalisterne være, at vi aldrig må slippe det kritiske håndtag. 

Heller ikke overfor populære folkeforførere, charmetrolde og magt-psykopater, som kontrollerer deres omgivelser gennem en uskøn blanding af kærlige klap, trusler om udelukkelse og regulær vold.

Det kan være svært som journalist at gå op mod disse folkekære og selviscenesættende excentrikere.

Men det er nødvendigt at grave dybt - mere end nogensinde.