Jørgen advarer hundeejere: Livsfarligt
Forslaget skal forhindre ulykker og beskytte de mange turister og hundeejere, som går ture i indhegninger med græssende kvæg og heste på Mols
Citathistorie: TV2 Østjylland.
Lad hunden blive ude. For din egen og andres skyld.
Sådan lyder opfordringen nu fra kvægavler Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der har 200 kvæg til at græsse og naturpleje i Mols Bjerge.
- Vi skal være meget tydeligere omkring den risiko, det er at tage en hund med, siger han til TV2 Østjylland.
Forslaget kommer efter flere ulykker i Nationalpark Mols Bjerge, hvor hunde og kvæg har været involveret.
Budskabet er henvendt til de jordejere, som står for indhegningerne og inviterer folk til at gå ture i området.
- Min intention er, at det skal være trygt at færdes her, og at rigtig mange skal færdes herude, siger han og uddyber:
- Men det kræver også, at vi er ærlige og oprigtige og ikke forråder gæsterne ved ikke at give dem den rigtige information.
Findes ikke præcise tal
Der er ikke nogen præcis statistik over, hvor mange ulykker der har været på Mols og Helgenæs, hvor græssende kvæg og hunde har været involveret.
Men ifølge kvægavler Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der også sidder i byrådet i Syddjurs Kommune for Venstre, har der været flere episoder end dem, offentligheden kender til.
- Vi ser jævnligt folk, som har været utrygge, fordi dyrene reagerer i forhold til hunden, og det vil være forfærdeligt ulykkeligt, hvis en blev slået ihjel på grund af, at dyr er aggressive overfor for en hund.
I sidste måned blev et tysk turistpar trampet ned på Mols, og TV2 Østjylland har kendskab til en episode, hvor en gravid kvinde med en hund i kort snor næsten blev trampet ned.
Og det er mængden af episoder, som får kvægavleren til at komme med forslaget om, at der ved indhegningerne skal stå ”hunde frarådes”.
Vil ikke have forbud
Han ønsker ikke et decideret forbud mod hunde i indhegninger med kvæg.
Hvorfor ikke?
- Vi skal ikke være et forbudsland, og der er folk som ved, at man skal holde sig flere 100 meter væk fra dyrene, men der er også masser folk, som med kyshånd vil tage imod god information om, hvordan man færdes trygt herude, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Staten ejer meget af den jord i Mols Bjerge, hvor kvæg græsser i dag. Naturstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men miljøminister Lea Wermelin (S) er ikke positiv overfor forslaget.
- Hvis man opfordrer folk til at gå udenom, så inviterer man jo ikke folk ud i vores natur. Det er det, som jeg mener, er vigtigt, men selvfølgelig skal man gøre det på den rigtige måde, og hvis man har en hund med, skal den være i snor, siger hun til TV2 Østjylland.
Skal være for alle
En holdning, Venstres Michael Aastrup Jensen bakker op om.
- Hvis man først begynder at starte sådan en glidebane, hvad er det næste så? Må man så ikke have små børn, fordi det også er farligt? Jeg synes, vores naturparker skal være for alle, siger han.
Hos Molslaboratoriet, som er et 150 hektar stort areal på Mols ejet af Naturhistorisk Museum, er man dog åben over for forslaget.
- Hvis det viser sig, at problemerne bliver større end det, vi kan håndtere eller vil acceptere, vil vi også ændre i skiltningen, siger direktør Bo Skaarup.