- Jeg skylder Jeppe en stor tak
Formand Lars Løkke er mest af alt lettet over Jeppe Søes udmeldelse af Moderaterne efter arbejdsmiljøkritik
Lars Løkke er lettet og mener, at Jeppe Søes exit fra Moderaterne forbedrer partiets mulighed for at komme videre på en god måde.
Det siger han til TV 2 News.
Blandede følelser
- Man kommer længst med ærlighed. Jeg står med blandede følelser.
- På den ene side en enorm tristhed, for da jeg startede, var det mig og Jeppe, og uden Jeppe kunne jeg ikke have gjort det. Så det er trist, at vores veje skal skilles
- Men også en vis lettelse, for med det forløb, vi senest har oplevet, tror jeg, det forbedrer Moderaternes muligheder for at komme videre på en god måde, siger han.
Ingen problemer med manglende flertal
I forhold til det indenrigspolitiske flertal er det en situation, som regeringen har håndteret før, så "det kan den igen", siger han til TV 2 News.
Det siger han, i kølvandet på at Jeppe Søe torsdag i B.T.'s podcast "Q & Co" udtalte, at han vil udtræde af partiet.
Moderaterne har den seneste uge været i en intern krise.
Dårligt arbejdsmiljø
Det kom frem i B.T., at flere nuværende og tidligere medarbejdere i partisekretariatet har sendt en indberetning om et dårligt arbejdsmiljø.
Lars Løkke uddyber, at han er skuffet over, at Jeppe Søe først kontaktede ham, en halv time før at historien om dårligt arbejdsmiljø kom frem i B.T. fredag.
Men han siger også, at han skylder Jeppe Søe en stor tak for hans indsats ved Moderaternes etablering.
Ritzau har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Søe.