-Jeg har skullet tage en vejrtrækning en gang imellem

Som skuespiller har Lila Nobel været inde under huden på en, som har en helt anden grænsesætning, end hun selv har.

Lila Nobel er efterkommer af Emilius Nobel, der grundlagde den danske tobaksvirksomhed E. Nobel i 1835. Selv blev hun uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2010. (PR-foto).
Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Som skuespiller skal man kunne formidle alle nuancer i et menneske, og det har været udfordrende for Lila Nobel at gøre med journalisten Alice, som hun spiller i TV 2's spændingsserie "Graverne".

- Hun er meget mere sort-hvid, end jeg er, fortæller Lila Nobel.

- Jeg er meget mere i energier og at føle og mærke, hvordan vi går rundt om hinanden. Det er hun slet ikke. Hun går bare. Og hun går længere på en helt anden måde, end jeg ville have gjort. Men så må jeg bare gå med hende.

"Graverne" udspiller sig på en redaktion, der laver undersøgende journalistik. De modtager et tip - et anonymt råb om hjælp: Fanger sidder indespærret uden at blive stillet for en dommer. Uden at få hjælp fra en advokat. Og uden mulighed for kontakt til familien.

Med andre ord eksisterer de ikke.

Det er et klart brud på menneskerettighederne - hvis det altså er sandt.

Opgave for graverjournalisterne

Det bliver opgaven for graverjournalisterne, der består af Mille Dinesens leder Liv, papirnusseren og talknuseren Hansen, portrætteret af Søren Malling, samt praktikanten Frederik, i skikkelse af Clint Ruben, og Johanne Millands fotograf Chris.

Redaktionen fuldendes af gonzojournalisten Alice, som Lila Nobel altså spiller, og hun går meget langt for at få historien i hus.

- Alice har nogle andre grænser, end jeg har. Det er jo præmissen i det hele taget som skuespiller, at du nogle gange kan ramme roller, der har nogle helt andre grænsesætninger end dig. Men under "Graverne" har jeg virkelig kunnet mærke, at jeg lige har skulle tage en vejrtrækning en gang imellem: "Det må du sgu forsvare. Det er sådan, Alice er", fortæller Lila Nobel.

- Vi er jo sikkert meget fordomsfulde over for - eller har i hvert fald idéer om - hinanden. Men hvis jeg skal spille alt, skal jeg forholde mig så fordomsfrit som overhovedet muligt for at se, hvad er det egentlig, Alice vil i sin sande kerne.

En af sine største roller

40-årige Lila Nobel blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2010.

Det er hovedsageligt på de skrå brædder, at Lila Nobel hidtil har begået sig mest.

Men nu står hun i en af sine største roller på tv-skærmen ud over DR-dramaet "Ulven kommer" og i Netflix' sammensurium af en julekalender og en gyser i form af serien "Nisser".

- Det er kæmpestort at få lov til at lave "Graverne". Mest af alt, fordi jeg får lov til at portrættere en kvinde, som bare er et menneske , og som nørder rigtig meget med detaljer og med sit arbejde. Det i sig selv synes jeg, er lækkert, lyder det fra Lila Nobel.

- Det er ikke hægtet op på køn, det er ikke hægtet op på, hvem man er sammen med, det er ikke hægtet op på, om man er mor. Så på den måde synes jeg, det var helt fantastisk, siger hun og tilføjer så:

- Jeg synes i det hele taget, at jeg får lov til at lave roller, hvor det handler om mennesket mere end kønnet. Det synes jeg, er fedt. Især i de her tider - men det andet er jo også lidt gammeldags at tænke i, ikke?

Sidste afsnit af "Graverne" kan ses på TV 2 Play fra søndag 1. september og på TV 2 mandag aften.

Powered by Labrador CMS