-Jeg har høj risiko for at få kræft
Julie Zangenberg skal have foretaget en risikoreducerende brystoperation. Nu sætter den kendte iværksætter og skuespiller flere ord på beslutningen
Efter flere års grundige overvejelser for og imod har Julie Zangenberg besluttet at få fjernet sine bryster for at mindske risikoen for at brystkræft, som hun er arveligt disponeret for.
Den risikoreducerende operation skal foretages i slutningen af marts, fortæller den 35-årige iværksætter og skuespiller i et længere videoopslag delt på Instagram, hvor hun i skrivende stund har flere end 100.000 følgere.
- Det er en beslutning, som jeg er glad for, siger Julie Zangenberg blandt andet i videoen.
En lettelse
- Det er en beslutning, som er truffet, og noget, som er en lettelse for mig.
Hun tilføjer kortfattet, at hun under samme operation får lavet en brystrekonstruktion.
Julie Zangenberg understreger, at hun ikke har fået konstateret brystkræft, men at hun har høj risiko for at udvikle den alvorlige sygdom.
En sygdom, som har ramt flere i hendes familie.
Mere end hver tiende rammes
Brystkræft er den kræftsygdom, som flest kvinder i Danmark rammes af. Flere end en ud af ti kvinder rammes af brystkræft i løbet af livet.
Julie Zangenberg oplyser videre i videoen, at hun ikke har lyst til at stille op til interview.
Men i og med at hun har en virksomhed og et offentligt virke, som hun kommer til at være væk fra et stykke tid, ønsker hun at melde grunden ud for gennemsigtighed og troværdighed.
Pas på jer selv
- Jeg håber, I alle sammen vil passe på jer selv, hvordan end det ser ud, lytte på jer selv og vælge jeres rejse, siger hun blandt andet til slut i videoen.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er brystkræft arveligt i cirka fem til ti procent af tilfældene. Brystkræft kan nedarves til en kvinde fra slægtninge i både hendes mors og fars familie.
Kan ikke fjerne risikoen helt
Ved en forebyggende brystoperation bliver risikoen for brystkræft mindre, men risikoen bliver ikke nul. Derfor kaldes det ifølge Kræftens Bekæmpelse en risikoreducerende brystoperation. Det skyldes, at der kan være efterladt mikroskopisk brystvæv ved operationen.
Resultater fra flere undersøgelser viser, at risikoen for at få brystkræft efter en forebyggende operation er mindre end halvdelen af risikoen hos andre kvinder.