Jeanette dybt ulykkelig: Vokser mug på mine møbler

Jeanette Nothorius' lejlighed blev skimmelsaneret for 400.000 i 2017. Men årsagen til, at der kommer skimmel, blev ikke fjernet. Nu er kommunen i gang igen

Kritikken af Frederiksberg kommunes måde at skimmelsanere sine udlejningsejendomme fortsætter. Jeanette Nothorius bor i en lejlighed, der nu for anden gang på fire år skal totalsaneres på grund af skimmel. Kritikerne kalder kommunens indsats symptombehandling. De mener, at kommunen fjerner skimmelen, men ikke årsagerne til at den bliver ved med at komme igen.
Kritikken af Frederiksberg kommunes måde at skimmelsanere sine udlejningsejendomme fortsætter. Jeanette Nothorius bor i en lejlighed, der nu for anden gang på fire år skal totalsaneres på grund af skimmel. Kritikerne kalder kommunens indsats symptombehandling. De mener, at kommunen fjerner skimmelen, men ikke årsagerne til at den bliver ved med at komme igen.

Citathistorie: TV2 Lorry.

Jeanette Nothorius bor i en udlejningsejendom, som er ejet af Frederiksberg kommune. Det er en af de ejendomme, hvor kommunen de sidste fire år har brugt allerflest skattekroner på at fjerne skimmel. I 2017 var hendes lejlighed igennem en gennemgribende skimmelsanering.

Hun og hendes datter var midlertidigt genhuset i otte måneder. Men de grundlæggende årsager til at fugten trænger ind og får skimmelen til at blomstre, er ikke fjernet. Så nu skal kommunen skimmelsanere igen.

Da TV 2 Lorry besøger Jeanette Nothorius, slår hun modløst ud med armene:

- Det er så her, jeg bor. Eller det er i hvert fald her, jeg betaler husleje. Det er lidt følsomt for mig, siger hun.

En tåre triller stille ned af hendes kind. Hun tørrer den væk og fortsætter:

- Det kan ikke være rigtigt, siger den 42-årige enlige mor, som til daglig studerer cand.it på Aalborg Universitets afdeling i Københavns Sydhavn.

Et velkendt problem

Kritikken har flere gange tidligere været bragt frem i TV 2 Lorrys dækning.

Frederiksberg Kommune gennemfører skimmelsaneringer i deres udlejningsejendomme på en måde, der både er dårlig for borgernes helbred og for kommunens økonomi, siger kritikerne.

To lokale Frederiksberg politikere mener ikke, der bliver passet godt nok på kommunens penge.

- Vi taler om store millionbeløb. Kommunale skattekroner der bare forsvinder ned i et sort hul, fordi man ikke tager hånd om de grundlæggende problemer. For eksempel de huller der er i muren, siger Malte Mathies Løcke, som sidder i Frederiksberg Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet.

Det radikale medlem af samme udvalg, David Munis Zepernick, er enig:

- Det er en naturlig konsekvens af, at man jo i årtier har underprioriteret og underbudgetteret. Så ender man jo med de her kortsigtede lappeløsninger, siger han til TV 2 Lorry.

Store menneskelige omkostninger

Jeanettes Nothorius kender altså om nogen de menneskelige omkostninger, det har, når skimmelsvampen igen og igen for lov til at blomstre op.

Hun viser TV 2 Lorry rundt i sin lejlighed på Gustav Johannsens Vej på Frederiksberg.

Den store renovering betyder, at hun selv er genhuset et andet sted, imens arbejdet står på. Alle rum er tomme, og lejligheden er en stor byggeplads.

Hun peger på en af væggene i stuen, som er ved at blive beklædt med nogle grå plader.

- Her er de nye vægge. De er lavet af et nyt materiale, som væggene bagved skulle kunne ånde igennem, siger hun.

Tvivler på, at det vil virke

Men Jeanette tvivler på, at det denne gang lykkes for håndværkerne at få skimmelsvampen rigtig væk.

- Husets endemur er jo stadigvæk utæt, og der er stadigvæk meget fugt i kælderen, så før eller siden kommer skimmelen tilbage, siger hun, imens hun banker på en væg.

Kampen mod skimmel har stået på siden hun flyttede ind i 2014. I starten har hun svært ved at få kommunen til at tage problemet alvorligt.

- De siger, at hvis det ikke er synligt, så er det der ikke, fortæller Jeanette.

Men i 2017 får hun nok, og fjerner en del af tapetet.

- Jeg laver først huller i alle hjørnerne. Det viser sig at samtlige ydervægge - og endda også væggen mod opgangen - er helt sorte af skimmel, siger Jeanette og peger rundt på væggene.

Alarmerende niveau af skimmel

Efter Jeanette laver hul i tapetet, bliver der endelig lavet en undersøgelse.

Den viser at tallene for skimmelsvamp er alarmerende.

Trods det skal der stadig et ekstra skub til, før hendes udlejer - Frederiksberg kommune – får tingene til at ske.

- Da der ikke sker noget i halvanden måned, møder jeg op nede på ejendomskontoret, og fortæller dem, at nu er vi så syge, at vi ikke kan bo her mere. I al den tid har vi boet i lejligheden, imens der er åbent ind til skimmelsvampen, fortæller Jeanette.

Jeanette og hendes datter får flere og flere reaktioner på at bo i den giftige skimmel.

- Du får hovedpine, næsen løber, du er irriteret. Generelt har du det bare ikke godt. Du har sådan en trykken for hovedet, siger Jeanette.

Har du altid haft allergi?

- Nej, først troede jeg, at jeg havde fået øjenbetændelse, siger Jeanette.

Måtte genhuses

Kommunen får et firma til at rense de store skimmelskader ned, og væggene bliver spartlet med åndbart materiale og malet med en specialmaling.

Jeanette og datteren bliver midlertidigt genhuset.

- Vi får at vide, at vi ikke skal tage nogle af vores ting med, fordi det kun vil tage cirka fire til seks uger. Men vi kommer først tilbage otte måneder senere, fortæller Jeanette med en grimasse, der tydeligt viser, at hun ikke er tilfreds med den behandling, familien fik.

Renoveringen slutter i 2018, og den koster kommunen over 400.000 kroner. En stor del af de ejendele, Jeanette har fået at besked om at efterlade i lejligheden, bliver inficeret med skimmel.

- Jeg måtte kassere størstedelen af mine ting og købe nye møbler.

Fik du dækket det?

- Nej.

Almindelig praksis for kommunen

Ifølge lejerorganisationen BOSAM er det et almindeligt problem med Frederiksberg kommunes skimmelsaneringer, at de er symptombehandling.

De fjerner den synlige skimmel, men ikke årsagerne til at skimmelsvampen bliver ved med at komme igen.

- De skal selvfølgelig se på, hvor skimmelen kommer fra, og hvor fugten kommer fra. Hvad er egentlig årsagen til skimmelen? Sådan at man kan få løst de grundlæggende problemer, så man ikke skal ind i igen og igen og igen, og bruge de samme penge, siger Rene Suhr, som er direktør i BOSAM.

Jeanettes ejendom er altså en af de udlejningsejendomme, Frederiksberg kommune de seneste fire har brugt allerflest penge på. Men det er svært at se i kælderen.

- Her kan du se, at hele loftet er brast sammen, fordi der er så meget fugt og skimmelsvamp. Min datters værelse er lige oppe over det her, siger Jeanette og peger på et sted i kælderens loft, hvor pudset er faldet ned, og der stikker strå og rå brædder frem.

Fugten kommer fra kælderen

Fugt der stiger op fra kælderen, er en almindelig årsag til skimmelproblemer.

Jeanette peger på væggene, hvor der vokser noget ubestemmeligt hvidt materiale.

Det ligner en mellemting mellem fint bomuldsfyld fra en pude og spindelvæv.

Jeanette udbryder:

- Det er skimmelsvamp. Det gror. Det er levende alt det der, siger hun og kradser i det hvide stads.

Skimmel kan også komme, når murværket er utæt.

Derfor får kommunen fyldt fugerne i endemuren op.

Problemet er bare, at mange af fugerne stadig mangler. Jeanette peger på en af de store åbninger imellem to mursten.

- Du kan jo se, der er huller overalt. Her. Huller, huller huller, siger Jeanette. Hver gang hun siger "huller" peger hun på et nyt hul.

Fyldt op for kort tid siden

Jeanette forklarer, at det er ganske kort tid siden, at der var håndværkere ude og fylde fugerne op.

- Det er ikke mere end en måned siden, de var her og reparere fugerne. Men de har jo tilsyneladende ikke gjort det særlig godt, siger hun.

Jeanette og hendes skimmelbefængte lejlighed, som den så ud, da hun havde revet tapetet af i 2017.
Jeanette og hendes skimmelbefængte lejlighed, som den så ud, da hun havde revet tapetet af i 2017.

Det er blandt andet på den væg, der vender ud imod endemuren, at Jeanette i Januar i år kunne konstatere at skimmelen er kommet tilbage. Vi gået gået tilbage ind i stuen, og Jeanette peger på det hjørne, hvor skimmelen først dukkede op igen.

- Det var især her i hjørnet og så inde i stuen langs endemuren, siger Jeanette.

Havde I også symptomer i januar?

- Vi er ikke stoppet med at være syge på noget tidspunkt. Siden den sidste skimmelsanering, har der været meget lidt skimmel i lejligheden. Men i år er det kommet massivt tilbage. Det er så slemt, at det er groet op på mine møbler og langs med gulvet, fortæller Jeanette.

Rykket ud af lejligheden

Nu er hun og datteren så rykket ud af lejligheden.

Endnu engang. 

Selvom Jeanette fortalte om den nye skimmelopblomstring i januar, gik det er helt år inden kommunen satte saneringen i gang.

I mellemtiden måtte Jeanettes 15-årige datter rykke ud af sit værelse.

- Hun måtte sove inde hos mig, fordi der var skimmelsvamp på hendes værelse, siger Jeanette.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, at Frederiksberg kommunes årlige udgifter til skimmelsaneringer de sidste fire år er steget fra omkring 800.000 til over 3 millioner.

Både Socialdemokratiet og de Radikale på Frederiksberg er utilfredse med den måde, skimmelsaneringerne bliver gennemført.

Borgmester ærgrer sig

Frederiksbergs konservative borgmester Simon Aggesen påpeger, at det er godt, at der bliver saneret.

Han mener, at det er et udtryk for, at man tager borgernes problemer med skimmel alvorligt.

Men han ærgrer sig over, at der løbende har været så mange problemer i ejendommen på Gustav Johannsens vej .

Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, erkender at kommunen ikke har været god nok til at lave grundlæggende renoveringer i tide.
Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, erkender at kommunen ikke har været god nok til at lave grundlæggende renoveringer i tide.

- Det er en af de ejendomme, vi har haft flest udfordringer med. Det skyldes blandt andet, at der i tidernes morgen blev installeret nogle badekabiner. De er installeret efter datidens standarder, men med nutidens viden er de ganske enkelt ikke gode nok. Det går ud over indeklimaet. Vi har haft for mange skimmelsager i den ejendom.

Der er også fuger, der ikke er udfyldt og fugt i kælderen. Hvad tænker du om det?

- Kommunalbestyrelsen har sat 64 millioner af til at bekæmpe den slags grundlæggende problemer. Så når jeg nu får den viden, giver det da anledning til, at jeg spørger forvaltningen, om det er noget de ved, og har planlagt efter.

I bliver kritiseret for at bruge pengene forkert og lave for meget symptombehandling uden at gøre noget ved de grundlæggende problemer. Hvad siger du til det?

- Vi er forpligtet til at lave symptombehandling. Det vores pligt at udbedre alle skimmelskader, hvis de opstår. Derfor er min opfordring også til alle borgere, der oplever skimmelskader, at de melder dem ind til os. Vi er meget afhængige af at få den viden, så vi kan løse problemerne.

- Men når vi har sat 64 millioner af, er det jo en erkendelse af, at vi i en årrække - også før jeg blev borgmester - har været for fokuserede på symptombehandling og ikke på at få løst de grundelæggende problemer. Det gør vi op med nu.

Før du blev borgmester var du formand for Bolig- og Ejendomsudvalget. Har i gjort det godt nok?

- Når man ser de sager, der kommer frem nu, så mener jeg, at vi ikke i en årrække har renoveret vores ejendomme godt nok. Det er jo blandt andet derfor vi har sat 64 millioner kroner af, det vil jeg være ærlig og sige, siger Frederiksbergs Borgmester Simon Aggesen.

Powered by Labrador CMS