Jagter SOSU'er mellem borgmester og podere
SOSU-skolerne jagter elever blandt podere, for de skal uddanne 3.000 ekstra SOSU’er hvert år for at dække fremtidens behov
Citathistorie:TV2 Østjylland
Hurtigtest-centrene lukker gradvist, fordi behovet for at teste bliver mindre.
Det betyder, at mange podere mister deres job.
Det udnytter SOSU-skolerne. De går nemlig på jagt i landets testcentre efter elever i håb om, at tjansen med at stikke en pind i næsen på folk har vækket de unges interesse for at arbejde i sundhedssektoren.
Ændrede drømme
Tirsdag fandt jagten sted i testcentret i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, hvor Valdemar Rendbæk arbejder som poder.
Den unge mand fra Aarhus havde aldrig drømt om at arbejde i sundhedssektoren.
- Hovedgrunden til at jeg overhovedet flyttede til Aarhus var, at jeg skulle læse et eller andet på Aarhus Universitet, siger han til TV2 Østjylland.
Men en coronavirus og et fuldtidsjob som poder har ændret hans drømme. Han har nemlig opdaget, at det med at tage sig af andre mennesker er noget, han kan gøre resten af sit liv.
- Det gør mig total lykkelig. Hvis ikke SOSU så helt sikkert noget inden for det sundhedsfaglige område, siger han.
Antallet af +80-årige forventes at stige fra 272.000 i dag til 561.000 i 2045. For at dække behovet for faglærte medarbejdere i fremtiden skal der ifølge Danske SOSU-skoler uddannes omkring 3.000 ekstra SOSU’er hvert år.
- Vi står over for nogle kæmpe udfordringer inden for ældreområdet, siger Birgitte Lykke Rasmussen, rekrutteringsvejleder hos SOSU Østjylland, til TV2 Østjylland.
Hun er dukket op i testcentret i Vejlby-Risskov Hallen tirsdag i håb om at få flere til at drømme om et SOSU-arbejde.
- Dels for at sige tak for den kæmpe indsats, poderne har ydet her inden for det sidste halvandet år, og så er vi her også for at gøre opmærksom på vores uddannelser, altså SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter, og det behov, der er for arbejdskraft, siger hun.
Aarhus Kommunes borgmester og formand for KL Jacob Bundsgaard (S) var også forbi testcentret for at støtte op om projektet.
- Vi har virkelig brug for, at nogle har lyst til at søge ind på SOSU-uddannelserne og uddanne sig til SOSU-hjælper eller -assistent eller andre af de opgaver, der ligger og venter på sundhedsområdet, siger han til TV2 Østjylland.
"Super spændende uddannelse"
Der er mange måder at få folk til at blive SOSU-assistent og SOSU-hjælper på. En af dem er vel også bedre vilkår. Kunne I ikke give det for at få folk til at blive uddannet til det?
- For det første er det jo en super spændende uddannelse, og man kommer jo også ud på et marked, hvor der virkelig er brug for en. Og så har vi over de seneste par omgange i overenskomstforhandlingerne faktisk hævet lønnen på området, netop fordi vi gerne vil gøre det mere attraktivt at søge den vej. Så vi synes sådan set, der både er en spændende uddannelse og nogle rigtig gode og spændende job ude på den anden side, siger borgmesteren.