Influenzasmitten er fortsat høj i Danmark
Smitten med influenza er faldet for tredje uge i træk. Alligevel kategoriseres smitten stadig som høj
Influenzasmitten er faldet for tredje uge i træk.
Det samme gælder antallet af indlagte med influenza.
Det viser den ugentlige opdatering på luftvejssygdomme fra Statens Serum Institut (SSI), som er udgivet onsdag.
Alligevel kategoriseres smitten stadig som "høj" af SSI.
Startet senere
På SSI's hjemmeside fremgår det, at influenzasæsonen i år er startet senere end de seneste år.
Samtidig har antallet af smittede i år været højere.

Smitten med influenza er dog på vej ned. For tre uger siden kategoriserede SSI smitten som "meget høj". Nu vurderer SSI, at smitten er "høj".
Stadig en del i omløb
For en uge siden så Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder ved SSI, tallene som et tegn på, at influenzasæsonen var ved at være ovre.
- Der er stadig en del influenza i omløb, så sygdommen har ikke sluppet grebet helt endnu. Men vi ser en tydelig nedgang i smitten, sagde hun i en pressemeddelelse.
1.000 indlagt om ugen
Siden årsskiftet har der i nogle uger været op mod 1000 personer, der var indlagt med influenza. I sidste uge var omkring 300 indlagt med sygdommen.
Der er flere faktorer, der spiller ind, når smitten falder. Herunder lunere temperaturer og mere udendørs aktivitet.
- Jo mere vi opholder os udenfor, desto mindre er risikoen for smitte, sagde Bolette Søborg i pressemeddelelsen sidste uge.
Luft ud og vask hænder
Den bedste måde at undgå smitte er at lufte ud og vaske hænder, samt at blive hjemme, hvis man symptomer, lyder anbefalingen fra SSI.
Ud over influenza overvåger SSI også smitte med RS-virus, der er en forkølelsesvirus, som typisk rammer børn og ældre.
Smitten med RS-virus er ligeledes faldende. Den kategoriseres nu som "middel" efter flere uger, hvor smitten blev kategoriseret som "høj".
Covid-19-smitten er også nedadgående. Den ligger på et "lavt" niveau, og koncentrationen i spildevandet er på et "meget lavt" niveau, lyder det.