Indkalder til pressemøde

Ingen ministre deltager på onsdagens coronapressemøde. Men det gør blandt andre Søren Brostrøm

Sundhedsstyrelsen giver onsdag klokken 15 status på den aktuelle situation med corona-virus i Danmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er onsdag klokken 15 pressemøde om den aktuelle status for covid-19 i Danmark. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ingen ministre er med til pressemødet, men blandt andre styrelsens direktør, Søren Brostrøm, deltager til det, der kaldes en pressebriefing.

Det gør også faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause og Lisbet Zilmer-Johns. Hun er direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Det er den myndighed, der blandt andet har ansvar for testsystemet.

Der er den seneste tid set rekordhøje smittetal med corona i Danmark. Mandag viste smittetallet over 16.000 registrerede tilfælde.

Der er dog ikke lige så mange indlagte med covid-19 som i januar, da tæt på 1000 smittede var indlagt. Det er det hidtil højeste antal.

Tirsdag morgen var 666 smittede indlagt med covid-19 på landets hospitaler.

BLÅ BOG SØREN BROSTRØM

Søren Brostrøm er først og fremmest blevet kendt i Danmark, som den førende corona-general. Han har siden 2015 været direktør i Sundhedsstyrelsen.

Søren Brostrøm er født den 4. juni 1965 i Aarhus. Begge hans forældre er uddannede læger. Moderen var børnelæge og faderen var kræftforsker.

Søren Brostrøm flyttede efter sin fars død - som elleveårig - til Mobile i den amerikanske delstat Alabama.

Han er uddannet på Københavns Universitet og er speciallæge i gynækologi og obstetrik.

Brostrøm har tidligere været ansat som overlæge på Herlev Hospital og som lektor ved Københavns Universitet.

Søren Brostrøm har som ung været erklæret kommunist. Hans politiske ståsted i dag er ukendt.

Kilde: Wikipedia, danske medier
Powered by Labrador CMS