Importerer potentielt ulovligt træ til Danmark

Siden 2013 er 40 procent af myndighedernes tilsyn med træimportører endt med påbud

Der er givet påbud til omkring 50 virksomheder, der ikke har kunnet dokumentere træets lovlighed.
Der er givet påbud til omkring 50 virksomheder, der ikke har kunnet dokumentere træets lovlighed.

Citathistorie:Dagbladet Information

Når du sætter dig i dine nyindkøbte havemøbler, skal sætte et nyt reolsystem op i stuen eller skal have beklædt sommerhuset med nye træplanker, så er der en risiko for, at træprodukterne stammer fra ulovligt fældet skov.

Fra 2013 til december 2020 har Miljøstyrelsen givet 77 påbud til omkring 50 virksomheder, som ikke i tilstrækkelig grad har kunnet dokumentere træets lovlighed.

Flere af virksomhederne har modtaget gentagne påbud. 

Dermed er der givet påbud i 40 procent af de 194 tilsyn, styrelsen har ført. 

Det viser en aktindsigt i Miljøstyrelsens tilsyn.

Kan få konsekvenser

Det kan i sidste ende have store konsekvenser, for klimaet og lokalbefolkningerne i de områder, hvor træet fældes.

- Man risikerer at sætte pres på mennesker, der lever af andre ting end tømmer. Der er mange virkelig fattige mennesker, der er afhængige af skoven til eksempelvis madlavning, til at bygge huse, samle svampe og for at overleve,«siger Iben Nathan, der er lektor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Sprogbarrierer

Påbuddene har forskellige karakterer og spænder over alt fra mindre forseelser til grove overtrædelser af loven. 

Det kan være, at den oplyste dokumentation fremgår på et fremmedsprog, som styrelsen ikke kan verificere, eller at virksomhederne slet ikke har vurderet, om træet kan være ulovligt fældet.

4.000 virksomheder skal dokumentere

Siden 2013 har europæiske træimportører skullet dokumentere, at det træ, de importerer, ikke er ulovligt hugget. 

I alt er omkring 4.000 danske virksomheder omfattet af kravene, men Miljøstyrelsen har indtil videre kun ført tilsyn hos 161 af de virksomheder.

Direktør: Mangler retningslinjer

Ifølge branchen selv, er det svært for virksomheder at leve op til myndighedernes dokumentationskrav, da det ikke er specificeret, hvornår dokumentationen er tilstrækkelig. 

Det siger Jakob Rygg Klaumann, direktør i Dansk Træforening, der er brancheforening for danske træimportører.

- Det kan være en hæmsko for virksomhederne, der godt kunne tænke sig nogle mere håndfaste retningslinjer for, hvordan man håndterer import fra forskellige lande, siger han til Information.

Powered by Labrador CMS