Hvid jul? Her svarer DMI
Det bliver køligere - og kommer der nedbør, bliver det helt sikkert som sne
Mange går sikkert og drømmer om det: En hvid jul.
Men desværre er det de færreste år, det virkelig sker.
Også i år er der stor usikkerhed. Det bekræfter vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Anja Bodholdt søndag morgen over for Newsbreak.dk.
-Lige nu kan vi sige, at det er sikkert, at vi får en køligere juleuge. Men hvid jul tør jeg ikke love, siger Anja Bodholdt, der dog holder døren på klem:
-I den kommende uge får vi lidt varierende med skyer og måske et kig til solen. Der kan komme noget sne, slud og regn ind i mellem, men ikke de store mængder. Hen mod slutningen af ugen ser det ud til, at det bliver endnu koldere. Fredag (Juleaftensdag/ red.) hvis der kommer nedbør, så kommer det som sne. Spørgsmålet er bare, om der overhovedet kommer noget. Lige nu ser det ud til en tør juleaftensdag med nogen sol, siger Anja Bodholdt.
Så indtil videre kan man ikke gøre andet end at drømme, hvis man håber på en hvid jul. Det sker nok ikke i år, som prognoserne lige nu ser ud.