Det kan være svært for mange danskere at slippe arbejdet helt og holde ferie, selv om de egentlig har ferie.
Mange danskere bruger nemlig også ferien på eksempelvis at tjekke arbejdsmails.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Sampension blandt 1000 repræsentativt udvalgte danskere.
Annonce
Her svarer hver tredje, at de har svært ved at slippe arbejdet, og som regel tjekker mails i ferier.
Let at være på
Og det kan hænge sammen med, at mange bruger den samme telefon til både privatbrug og til arbejde.
Annonce
Det vurderer Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension.
- Det er blevet så lettilgængeligt for os at være på. Og det er nok det, som er den største årsag til, at vi ikke kan slippe arbejdet i ferien.
- Mange af os er udstyret med mobiltelefoner, hvor vi har adgang til arbejdsmail, kalender og lignende. Og så har rigtig mange af os notifikationer på vores forskellige apps, så vi hele tiden bliver mindet op, at der er noget at tjekke, siger hun.
Kræver forberedelse
Nicoline Rosenlund peger på, at det kræver forberedelse før sommerferien, hvis man skal lykkes med at holde ferie uden at arbejde.
- Inden ferien gælder det om at få lukket ordentligt ned, så man kan gå på ferie med ro i maven.
- Det vil sige, at man ligesom har forholdt sig til de arbejdsopgaver, man har, inden man tager på ferie. Får sat autosvar på sin mail, eventuelt slettet mail-appen, uddelegeret eventuelle opgaver, der skal løses under ens ferie samt lave en liste med opgaver til efter ferien, siger hun.
Stress efter ferien
Er man ikke god nok til at lukke ned og bruge ferien på at restituere, kan det ende med at få konsekvenser, påpeger Nicoline Rosenlund.
Ifølge Epinion-undersøgelsen har knap halvdelen af de adspurgte mindst én gang oplevet at have et bekymrende højt stressniveau i månederne efter sommerferien.
Ned i gear
- Sommerferien er den tid på året, hvor man for alvor kan trække stikket til hverdagen.
- Langt de fleste har flere ugers sammenhængende ferie, og det giver virkelig mulighed for at komme ned i gear og restituere, siger hun.
10 tips til at håndtere stress
Overblik: Start dagen med at få et overblik over hvad du skal nå og vær realistisk. Har du et realistisk indtryk af din tid og dine opgaver, vil du letter kunne justere dine forventninger til, hvad du kan nå.
Prioritering: Det øger din effektivitet og dæmper stressniveauet, hvis du er i stand til at prioritere og derefter fokusere på og nå den valgte opgave. Er du i tvivl på arbejdet, kan du altid spørge din chef, hvad der skal prioriteres højest.
Planlægning: Planlæg de prioriterede opgaver og følg din plan. De mest krævende opgaver bør lægges på det tidspunkt af dagen, hvor du arbejder bedst. Vær realistisk og sørg for, at der er tid til uforudsete opgaver igennem dagen. En god regel er kun at planlægge 60% af dagen, så der er plads til de ting, der kommer ind fra siden.
Afrund dagen: Slut dagen af med at bruge 10-15 minutter på at planlægge morgendagens opgaver. Tager du arbejdsopgaver med hjem, gælder det om at være realistisk. Intet er så stressende som de opgaver, du tager med hjem og alligevel ikke får kigget på.
Gør én ting ad gangen: Færdiggør en opgave inden du starter på en ny. Gem kun nødvendig information og papirer, resten skal smides ud.
Pauser: Det er vigtigt at tage nogle korte pauser for at få ladet op. Det kan være at hente en kop te eller kaffe eller snakke kort med en kollega.
Sund livstil: Brug kroppen, når du har mulighed for det, tag for eksempel trapperne i stedet for elevatoren. Motion er vigtigt når man er stresset, da reaktionen på en stresset situation som forhøjet puls eller blodtryk begrænses. Når du dyrker motionen forbrænder du også de stresshormoner, som har ophobet sig gennem en hektisk dag.
Vejrtrækning: Dybe vejrtrækninger virker afstressende. Lige før du skal i gang med en opgave, kan du med fordel trække vejret dybt ned i maven 10 gange.
Kommunikation: Kommunikér klart med dine opgivelser, uanset om det er kollegaer, din chef, venner eller familie. Det reducere følelser af stress at tale med andre om det. En uoverskuelig opgave bliver ofte mere overskuelig, når man har talt den igennem med andre. Vær ikke bange for at bede om hjælp, hvis du har brug for det.
Arbejdsliv og privatliv: Hvis du er stresset så sørg for at adskille de to. Forsøg at fokusere på arbejde, når du er på arbejde og på din familie, venner eller hobbyer, når du har fri. Skab et overblik over, hvad du gerne vil nå i din fritid og vær realistisk både med tid og økonomi. For mange er økonomien nemlig også en stressfaktor.