Hvepse klar til at invadere din have
Godt vejr længe skaber gode betingelser for, at der kan komme mange hvepse i sensommeren ifølge bekæmper
Den milde vinter, det lune forår og de høje temperaturer i juni kan have skabt gode betingelser for, at danskerne kan se mere til hvepse i slutningen af juli og i august.
Sådan lyder det fra Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.
- Vi kan allerede se nu på det antal af hvepse, som vi behandler, at der er sket en stigning fra sidste år, siger han.
Bliver rastløse
Han fortæller, at aktiviteten i et hvepsebo bliver accelereret af sommervarme. Det gør, at der bliver mange flere hvepse, når det længe er lunt.
Ifølge Claus Schultz vil man kunne se det senere på sommeren, når hvepsene ikke længere skal fodre deres larver og derfor bliver rastløse.
- De henter biller og andre insekter, som de dræber og fodrer med derhjemme i boet. Det vil sige, at der er æg, som bliver til larver, som bliver til de voksne, siger han.
Allerede stigning
Han fortæller, at hvepsene begynder at interessere sig mere for mennesker og søde sager, når der ikke er mere at lave i boet, fordi der ikke bliver lagt flere æg. Det sker som regel i løbet af august.
- Vi har allerede fået flere henvendelser, end vi plejer, og vi er ikke nået frem til, hvor der virkeligt kommer et stort antal, og der vil vi kunne se en stigning igen, forudser vi, siger Claus Schultz.
Han råder til, at man er opmærksom, hvis man drikker noget, som indeholder sukker, da det tiltrækker hvepse.
Søg lægehjælp
Ifølge Claus Schultz kan man distrahere hvepsene ved at placere en flaske, som indeholder noget sødt, lidt væk fra hvor man sidder.
Han understreger, at eventuelle hvepsebo skal fjernes af professionelle.
Ifølge apoteket.dk skal man altid søge lægehjælp, hvis man bliver stukket i mund, svælg og hals af en hveps eller en bi.
Fjern brodden
Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret.
Uanset bør man også fjerne brodden, hvis den stadig sidder i huden. Man kan også køle stedet med is eller en pose frosne ærter eller lignende for at mindske hævelsen og smerten.