Hun gik fra borgen til kirken

Pernille Vigsø Bagge fik næstflest personlige stemmer af SF'erne ved folketingsvalget i 2011, men fik ikke en ministerpost, da SF gik i regering

Offentliggjort Sidst opdateret

Pernille Vigsø Bagge skifter fra politik til præstegerning

Pernille Vigsø Bagge, tidligere SF-folketingsmedlem, har siden 2015 arbejdet som sognepræst og forlader nu politik helt.

Hun fylder 50 år og starter i marts som præst for børn og unge med særlige behov i Aalborg Stift.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det tidligere folketingsmedlem for SF Pernille Vigsø Bagge har lagt politik helt bag sig og har siden 2015 arbejdet som sognepræst i Løgstør-Aggersborg-Kornum-Løgsted pastorat.

Den 4. januar fylder hun 50 år, og når datoen siger 1. marts, drager hun videre til et nyt job som præst for børn og unge med særlige behov i Budolfi provsti i Aalborg Stift.

Hun skal desuden være sognepræst i Hans Egedes Kirke i Aalborg.

- Savner det ikke

- Politik er meget givende. Men jeg savner ikke politik, fordi det er også meget hårdt, siger hun og henviser blandt andet til arbejdsbyrden og eksponeringen.

Fra 2005 til 2015 var Pernille Vigsø Bagge, der er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, et prominent folketingsmedlem for SF.

Hun var således en del af SF's folketingsgruppe, da partiet efter folketingsvalget i 2011 for første - og hidtil eneste - gang trådte ind i en regering. Dengang med Socialdemokratiet og De Radikale.

Tidligere folketingsmedlem for SF Pernille Vigsø Bagge er i dag sognepræst og formand for Præsteforeningen. Den 4. januar fylder hun 50 år.

Blev ikke minister

Pernille Vigsø Bagge fik i 2011 et ganske flot valg med 9597 personlige stemmer. Blandt SF'erne var hun kun overgået af daværende partiformand Villy Søvndal, som blev udenrigsminister.

En ministerpost i Helle Thorning-Schmidts (S) regering var der dog ikke til Pernille Vigsø Bagge.

- Den nye regering er et flop, ikke mindst for mig. Og det får konsekvenser, skrev Pernille Vigsø Bagge på Facebook kort efter valget.

Truede med at gå

Hun truede med at forlade SF.
Blandt andet konstaterede Pernille Vigsø Bagge, at "kirken gik til en, der ikke er med i foreningen og formentlig ikke aner noget om den".

Pernille Vigsø Bagge havde blandt andet markeret sig stærkt på kirkepolitik, men posten som kirke- og ligestillingsminister gik til Manu Sareen fra De Radikale.

Kritikken blev på rekordtid pillet ned. Senere samme dag blev Pernille Vigsø Bagge nemlig udnævnt som ny gruppeformand i SF, og derefter trak hun sin kritik af partiet tilbage.

- Hård periode

Et år efter 2011-valget var SF i krise som regeringsparti, og Søvndal valgte at trække sig som partiformand.

Kort efter det meddelte Pernille Vigsø Bagge, at hun trak sig som gruppeformand. Og at hun ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg. Det var en "hård og lærerig periode", siger hun i dag om SF's krise.

Slået af konservativ kandidat

Pernille Vigsø Bagge stillede op som borgmesterkandidat i 2013 i Vesthimmerlands Kommune, men den post gik til De Konservative. Hun forlod byrådet ved valget i 2017.

Siden 2002 har hun været gift med Michael Bagge. Parret har to døtre på 18 og 20 år. Ved siden af at være sognepræst er hun formand for Præsteforeningen.

Hun skal fejre fødselsdagen i Spanien sammen med familien, inklusive sin mor.

Pernille Vigsø Bagge er fortsat medlem af SF.

Powered by Labrador CMS