Hørte du braget? Nu melder politiet ud
Søndag morgen blev skorstenen ved det tidligere Amagerforbrænding sprængt efter lang tids forberedelse.
Søndag morgen forsvandt det sidste synlige bevis på det tidligere Amagerforbrænding i København.
Det skete i forbindelse med, at det gamle energianlægs 150 meter høje skorsten blev nedlagt ved en kontrolleret sprængning.
Det oplyser virksomheden ARC, der driver Amager Bakke, og som de seneste år har overtaget opgaverne fra det gamle energianlæg.
Sprængningen har været forberedt i flere måneder, og den har været koordineret med både politi og andre relevante myndigheder.
- Det har krævet omfattende forberedelser og beregninger at sikre, at skorstenen faldt i den rigtige retning og ikke skadede de nærliggende bygninger. Det fortæller projektleder ved sprængningen Per Brask i en pressemeddelelse.
På Twitter bekræfter Københavns Politi desuden, at tårnet er blevet sprængt.
Blev holdt hemmelig
Tidspunktet for sprængningen har været hemmeligholdt for at undgå, at folk samledes i nærheden for at overvære sprængningen.
Amagerforbrænding blev indviet i 1970.
Det har gennem årene håndteret ikke-genanvendeligt affald fra hovedstadens borgere og samtidig forsynet dem med el og varme.
I 2017 overtog Amager Bakke den opgave.
Det har ifølge ARC blandt andet medført bedre arbejdsmiljø, højere energiproduktion og renere luft.
Skal genanvendes
Men selv om Amagerforbrænding og skorstenen nu er historie, lever dele af den gamle skorsten videre.
Næste skridt bliver nemlig at neddele betonen, som så bliver genanvendt til nye byggerier i hovedstaden.
- Det er jo en smuk tanke, at skorstenen efter nedrivningen kan genanvendes og indgå i et cirkulært kredsløb.
- På den måde sikrer vi den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne, siger Per Brask.