Holdt pause på 22 år
Sanger og sangskriver Niels Skousen har kun skrevet sange på dansk
For sanger og sangskriver Niels Skousen, der 28. januar fylder 80, er musikken ikke noget, han bliver for gammel til.
De mange sange, han i sin karriere har skrevet, er alle på dansk.
Alt det, der ligger bag sproget og billederne, har altid interesseret ham. Om, hvordan vores traditioner og begrebsverden er skruet sammen, fortæller han.
- Vigtigt for mig
- Det er vigtigt for mig at skrive og synge på dansk. Et sprog, man kender indefra, der er ladet med skjulte betydninger, vi er fælles om. Jeg kan godt lide den levende situation, man står i, når man er ude og spille, siger han.
Musikken har fulgt ham, siden han som 20-årig i 1964 købte en guitar og begyndte at skrive sange inspireret af Bob Dylan og Leonard Cohen.
Hans store debut
Han skrev tekst og musik til pladen "Herfra hvor vi står", der blev hans store debut. Pladen udkom i 1971, efter at Skousen havde fundet sammen med Peter Ingemann i gruppen Skousen & Ingemann.
Pladen er efterfølgende blevet et billede på tiden med ungdomsoprøret, som den unge Skousen var en del af. Blandt andet skrev han sange til bandet Young Flowers og var gæst hos teatergruppen Solvognen.
Pause på 22 år
Fra 1980 holdt han en pause fra musikken. Pausen skulle vise sig at vare 22 år. I stedet helligede han sig skuespillet. Han har medvirket i adskillige film og blandt andet også tv-serien "Landsbyen" fra 1991.
Men musikken kaldte på ham. I 2002 udkom albummet "Dobbeltsyn", der blev nomineret til otte musikpriser.
Hans nyeste album, "Blæsten og Regnen", udkom i 2022. Det handler om tid, men også erindringer. For Skousen hænger de to uløseligt sammen.
Lukke op for verden
- Som digter og forfatter forsøger man at lukke op for verden, der er kompliceret og anstrengende. Nogle gange rigtig god, men også rigtig svær. Det er sådan, det er at være menneske, siger han.
Musikken blomstrer stadig for Skousen. Han bruger tiden på at skrive sange til kommende albummer. Blandt andet fortsættelsen af albummet "Landet Rundt" - med undertitlen del 1 - fra 1980.
Vil ud at spille
Håbet er, at han kan blive ved med at lave musik og spille for et publikum så længe som muligt.
- Det er jo derfor, man laver sange. Så man kan komme ud og spille dem for folk, siger han.
Niels Skousen er gift med filminstruktør Linda Wendel. Han er far til tre voksne børn. Derudover har han også to børnebørn.