Holder fast i skole-planen
På et pressemøde blev der igen opfordret til at blive coronavaccineret - også når det gælder de 5-11-årige
Det tyder på, at børnene kan komme tilbage i skole som planlagt 5. januar.
I hvert fald er det ifølge direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, fortsat planen, at skolebørnene skal tilbage til skolen onsdag i næste uge.
Det sagde han på et myndighedspressemøde onsdag.
Samme melding er tidligere kommet fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på trods af høje smittetal.
Intet er nagelfast
- Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og lytter til sundhedsmyndighederne, men indtil nu afviger smittetal, indlæggelser og vaccinetilslutningen ikke fra det, man fremskrev inden jul. Derfor er det fortsat den beslutning, vi ser ind i, sagde ministeren til Jyllands-Posten tirsdag.
Der er dog ingen "nagelfaste garantier", lød det videre.
Onsdag er der igen sat smitterekord med coronavirus. Der er registreret 23.228 tilfælde, hvilket er en del over den hidtidige rekord, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Den blev sat mandag, hvor der det foregående døgn blev registreret 16.164 tilfælde af coronavirus i Danmark.
Vacciner er effektive
På pressemødet onsdag lød endnu engang en opfordring om at blive vaccineret - også når det gælder de 5-11-årige.
- Det er en meget effektiv og sikker måde at bryde smitte på, som gør, at vi kan undgå at lave andre tiltag i vores samfund som for eksempel nedlukninger af samfundsaktiviteter, sagde Søren Brostrøm.
Derudover er målsætningen ifølge direktøren, at mindst 75 procent i aldersgruppen 5-11-årige skal vaccineres. Den målsætning er ikke nået endnu.
Således nærmer tilslutningen sig omkring 50 procent, lød det.
Der er dog ifølge Brostrøm ingen direkte kobling mellem vaccinationsdækning og åbning af skolerne.
Klar til at give råd
Når skolerne genåbner, kan der samtidig komme rådgivning om, hvad der kan gøres for at forebygge smitte.
- Det kan for eksempel være at kigge lidt på både hygiejne, på udluftning og på hvordan mødes man på tværs af klasserne i skolen, sagde Søren Brostrøm.
Elever på folke- og privatskoler har været hjemsendt siden 15. december.