Højlydt kritiker bliver 75

Han var socialdemokratisk bykonge på Vestegnen i 20 år. Men han blev vraget som spidskandidat og stiller nu op for en ny lokalliste. Ole Bjørstorp fylder 75 år

Torsdag den 8. juli fylder borgmester Ole Bjørstorp 75 år. Her er han i Ishøj under et pressemøde om covid-19 situationen på Vestegnen mandag den 2. november 2020.
Torsdag den 8. juli fylder borgmester Ole Bjørstorp 75 år. Her er han i Ishøj under et pressemøde om covid-19 situationen på Vestegnen mandag den 2. november 2020.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han er en af de helt store bykonger på den københavnske vestegn, hvor kommunerne typisk er farvet røde på det kommunale danmarkskort.

Han sad 20 år som borgmester i Ishøj for Socialdemokratiet. Men da han blev vraget som spidskandidat til det kommende kommunalvalg, forlod han partiet og dannede et nyt.

Nu vil han sidde i byrådet for Ishøjlisten og måske tage en tørn mere som borgmester.

Torsdag den 8. juli fylder borgmester Ole Bjørstorp 75 år.

Kritiserede håndtryk

Han har været en markant stemme for Ishøj, som heller ikke har været bange for at tale Christiansborg-politikerne imod.

Ofte har han markeret sig i debatten om etniske minoriteter.

For eksempel var han højlydt kritiker af den såkaldte håndtrykslov, der blev vedtaget af et flertal i folketinget under den borgerlige VLAK-regering i 2018.

Den gjorde et håndtryk på rådhuset obligatorisk for dem, der vil være dansk statsborger.

Ole Bjørstorp udtalte, at det ville være imod hans etiske principper at give hånd til nogen, som ikke selv ønskede det.

I coronatiden har han haft sin sag for. Ishøj har i perioder været den kommune med det højeste smittetryk i landet.

Flere stillinger

Det har ført til lokal nedlukning af skoler og daginstitutioner i perioder, hvor der ellers blev åbnet andre steder.

Noget, som borgmesteren kritiserede højlydt.

- Det er jo ikke børnene og skoleeleverne. Hvorfor slår man ned på dem? De var så glade for at komme i skole. Det fatter jeg simpelthen ikke, sagde Ole Bjørstorp til TV2 i februar.

Oprindeligt blev Ole Bjørstorp uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1974. Han havde flere stillinger blandt andet på LO-Skolen og i Ingeniørforeningen, inden han for alvor kastede sig ind i kommunalpolitik.

Han blev medlem af byrådet i Ishøj i 1982, 1. viceborgmester i 1994 og siden borgmester fra 2000.

Skal måske af med kæden

Ole Bjørstorp mistede opbakning i Socialdemokratiet, blandt andet efter det kom frem i Ekstra Bladet, at han havde misbrugt sin tjenestebil til privat kørsel, hvilket er imod reglerne.

Han blev vraget som spidskandidat af den lokale partigruppe, men tog to kolleger med sig, da han forlod partiet. Dermed gik Socialdemokratiet fra 11 til 8 mandater i byrådet og mistede sit absolutte flertal.

Ole Bjørstorp er borgmester for lokallisten perioden ud. Ved kommunalvalget 16. november vil det vise sig, om han kan samle stemmer nok til endnu en periode med borgmesterkæden i Ishøj.

Når Ole Bjørstorp ikke arbejder, holder han af naturen, svømning og er desuden mønt- og frimærkesamler, har han oplyst til Kraks Blå Bog.

Ole Bjørstorp

Ole Bjørstorp har arbejdet i Københavns Amts Sygehusdirektorat (1975-1978) og som lærer ved LO-Skolen i Helsingør.

Han er født den 8. juli 1946.

I 1982 blev han for første gang valgt ind i kommunalbestyrelsen i Ishøj og var borgmester for socialdemokraterne fra 2001 til 2021, hvor han stiftede partiet Ishøjlisten.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS