Heste får mystiske snitsår baglår og kønsdele

I løbet af sidste uge har en hestefold nord for Aarhus tilsyneladende haft uvelkomne gæster, der har snittet tre heste på baglår og kønsdele

Politiet efterforsker en sag om mulig dyremishandling.
Politiet efterforsker en sag om mulig dyremishandling.

Citathistorie: TV2 Østjylland

Tre heste har fået mystiske snitsår på baglår og kønsdele.

Nu er politiet gået ind i sagen.

Politiet efterforsker lige nu om en dyremishandler er på spil i et område lidt nord for Randers.

Onsdag bekræfter Østjyllands Politi overfor TV2 Østjylland, at de har sendt en sag om mishandling af heste, og at en særlig dyrevelfærdsenhed lige nu efterforsker sagerne.

Enheden hører under Nordjyllands Politi, og onsdag eftermiddag de i en skriftlig kommentar til TV2 Østjylland, at de har modtaget sagen fra Østjyllands Politi, og at den omhandler anmeldelse om hesteskamfering. 

Enheden er omgående gået i gang med at efterforske sagen:

- Vi tager den type af sager meget alvorligt, og det betyder, at vi øjeblikkeligt har indledt en efterforskning af sagens omstændigheder, så vi kan få det stoppet og få stillet ansvarlige til regnskab. Da vi netop har modtaget sagen og har påbegyndt efterforskningen, har vi på nuværende tidspunkt ingen yderligere informationer, skriver Nordjyllands Politi.

Anderledes opførsel

Én af dem, der tilsyneladende har haft uønsket besøg på sin mark, er Heidi Eriksen. Hun har hestefolden Bakkegården i Mejlby lidt nord for Randers.

Onsdag i sidste uge oplevede hun, at hendes heste opførte sig meget anderledes, end de plejer. De var ophidsede, da de skulle ind efter en dag på marken, og da hun kiggede nærmere efter, havde en af ponyerne en skramme på bagpartiet, som virkede mærkelig.

- Vi tager ud på marken og tjekker, om der er noget derude, der kan give den slags skrammer, men vi finder ikke noget, fortæller Heidi Eriksen til TV2 Østjylland.

Mystiske snitsår

Torsdag bliver hestene igen lukket ud i folden, men da de skal hentes ind i stalden natten over, ser Heidi Eriksen, at endnu en pony har fået et snitsår på bagdelen, som ikke kan forklares.

- Det virker meget mærkeligt, men det er ikke noget, der kræver dyrlægebehandling, siger hun.
- Det er klart de mest rolige ponyer, det er gået ud over.

Det ændrer sig dog fredag. 

For da hestene endnu engang skal tilbage i stalden har en af ponyerne fået endnu en skramme på højre balle som de andre - men denne gang har hesten også fået en snitsår, der går hele vejen fra endetarmsåbningen ned til enden af skeden.

- Det er en kraftig flænge, så vi vurderer, at den skal til dyrlæge. Her spørger vi, om det kan være noget, hestene selv kan forårsage. Men det mener hun ikke er muligt, siger Heidi Eriksen.

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Og det er fuldstændigt sygt i hovedet, at der er nogle, som kan finde på det. Det, der også er skræmmende, er, at det er sket ved højlys dag.

10-15 sting

Hoppen, der har fået et snitsår ved kønsdelene, har det godt nu, og såret heler fint. 

Men dyrlægen måtte sy såret sammen med 10 til 15 sting, og det tog cirka en time.

Er det slet ikke en mulighed, at der er noget på marken, der giver hestene de her skader?

- Dyrlægen sagde, at hvis det havde været fra en anden hest eller et bid, så havde såret været mere flosset. Det er det, der virker meget mærkeligt - at flængen er så lige og lodret. Hvis det var kommet fra, at hesten har rullet sig eller kløet sig, så havde det været mere flosset.

- Det skal være et rigtig skarpt redskab for at kunne lave sådan et snit.

Selvom, det har været en ubehagelig oplevelse, vil hestene stadig blive sat ud i folden.

Heidi Eriksen arbejder nu på at få sat overvågning op ved folden.

Powered by Labrador CMS