Herlufsholm søger ny rektor
Kostskolen Herlufsholm søger ny rektor hurtigst muligt. Det fremgår af et stillingsopslag fra skolen
Herlufsholm har slået et stillingsopslag op om at blive skolens næste rektor.
Kostskolens bestyrelse valgte kort tid efter, at en dokumentar om skolens kultur blev sendt på TV 2, at fyre skolens hidtidige rektor, Mikkel Kjellberg.
Ifølge opslaget skal skolens kommende rektor have et holistisk menneskesyn og skabe en kultur funderet på positive sociale fællesskaber.
Start hurtigst muligt
- Rektor skal for skolens elever sikre trygge og kompetente rammer, der giver dem den bedste uddannelse og dannelse i forhold til de udfordringer, som fremtidens samfund byder på, skriver skolen.
Siden Mikkel Kjellberg blev afskediget 7. maj, har Herlufsholms vicerektor fungeret som rektor.
Afskedigelsen kom, efter at tidligere elever i en TV 2-dokumentar fortalte om en kultur, hvor de havde oplevet vold og seksuelle krænkelser på skolen.
Herlufsholm søger en ny rektor, der kan starte hurtigst muligt, fremgår det af opslaget.