Herlufsholm skal af med 27 millioner
Ny vurdering afgør, at skole skal af med et millionbeløb
Det er grundlag for at kræve, at Herlufsholm Skole og Gods skal betale 27 millioner kroner tilbage i statstilskud, mener Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk).
Det fremgår af en partshøring, som er dateret 18. januar, og er blevet lagt ud på Herlufsholms hjemmeside.
- Det er samlet set styrelsens foreløbige vurdering, at der er grundlag for ... at træffe afgørelse om at pålægge skolen at tilbagebetale 27 millioner kroner af det tidligere modtagne statstilskud, skriver styrelsen i partshøringen.
Overholder ikke krav
Det er blandt andet, fordi styrelsen vurderer, at Herlufsholm Skole og Gods ikke overholder og ikke har overholdt det, der hedder frihed og folkestyre-kravet.
Kravet lyder blandt andet "at skolen efter sit formål og hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke eleverne demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene."
Sætter spørgsmålstegn ved styrelsen
- Styrelsen finder på det foreliggende grundlag anledning til alvorlig bekymring for elevkulturen og elevtrivslen på skolen, står der i partshøringen.
I et svar på sin hjemmeside skriver Herlufsholm Skole og Gods, at skolen sætter spørgsmålstegn ved, om styrelsen har hjemmel til at tilbageholde tilskud, sådan som det er angivet.
Mener det er kultur på stedet
- Navnlig er det uklart, hvorfor Stuk – i modsætning til eksterne ekspertvurderinger – mener, at enkeltstående episoder er udtryk for en generel kultur, og hvad grundlaget er for denne vurdering, skriver skolen.
Skolen har til 22. februar til at svare, hvorefter styrelsen vil træffe en afgørelse.