Her vil politiet tjekke dig
I hele næste uge vil Syd- Og Sønderjyllands færdselspatruljer holde ekstra øje med din opmærksomhed bag rattet
I den kommende uge vil færdselsbetjentene i Syd- og Sønderjylland holde ekstra godt øje med, hvad du foretager dig bag rattet.
- Vi har hele ugen ekstra fokus på uopmærksomhed i trafikken, for det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man retter sin opmærksomhed mod andet end trafikken.
Det siger operativ leder ved færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Bruhn Lund i en pressemeddelelse.
Faktor i dødsulykker
Uopmærksomhed er en faktor i mere end halvdelen af alle dødsulykker i trafikken.
Kører du bil med 80 km/t og kigger væk fra vejen – f.eks. på din mobiltelefon, til børnene på bagsædet eller tjekker næste leveringssteds faktura - har du på et sekund flyttet dig 22 meter.
Det betyder, at du ikke når at observere og bedømme det, der sker i trafikken.
Det kan være en bold, der triller ud på vejen eller et forankørende traktorvogntog, der pludselig bremser op.
- Mange af ulykker kan undgås, hvis vi alle bliver mere opmærksomme, når vi kører bil og holder øjnene på vejen. Vores kampagne i den kommende uge skal være med til at øge opmærksomheden og forebygge ulykker, siger Mads Bruhn Lund.
Kampagnen, der rettes mod uopmærksomhed gennemføres fra mandag den 21. februar til søndag den 27. februar 2022.