Her varsler DMI storm
I visse dele af landet kan man endda opleve vindstød af orkanstyrke
Fredag skal man holde på hat og briller, når man begiver sig udenfor, da et heftigt stormvejr rammer dele af landet.
Men inden da venter en mere stille og rolig gråvejrsdag med overskyet vejr og regn.
- Man vil opleve overskyet vejr over hele linjen torsdag. En front med regn bevæger sig fra Sønderjylland til Fyn og rykker videre østpå, fortæller Hans Wanner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk.
Tåge og lav sigtbarhed
I den østlige del af Danmark skal man forberede sig på tåge og lav sigtbarhed først på dagen. Tågen forventes dog at lette, efterhånden som fronten med regn bevæger sig mod øst.
Temperaturen kommer til at ligge mellem 5 og 7 grader, og vi får svag til jævn sydvestlig vind.
Stormen Otto rammer
Hvis vi kigger frem mod fredag, ændrer vejret sig markant. Det blæser nemlig op fra vest.
Store dele af landet har stormende kuling og ligefrem storm i vente, hvilket skyldes et stormlavtryk, der har fået navnet Otto.
Vindstød af orkanstyrke
Faktisk varsler DMI storm og vindstød af orkanstyrke i de nordlige og nordvestlige egne.
- Der ventes storm, hvor det vil blæse 25 m/s, fra fredag klokken 15.00 til klokken 23.00, lyder det fra meteorologen.
Og der er udsendt varsel om stormende kuling i det samme tidsrum i det øvrige Jylland, i den nordlige del af Sjælland og på Bornholm.