Her kommer der sne
Allerede onsdag er der risiko for, at der kan komme hvidt nedbør
Der er chancer for at få hvide snefnug og slud at se i løbet af onsdag.
Det fortæller Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
- Vi har flere steder i landet været under frysepunktet i nat. Vi har også vinterlige byger hist og her. Vi får nogen sol, men der vil komme byger, som kan sprede sig med tøsne og slud i hele landet, fortæller vagthavende hos DMI, Hans Peter Mandler, til Newsbreak.dk.
Kølige temperaturer
Det er en råkold morgen.
Det kan også ses på temperaturerne, som onsdag morgen ligger lige over frysepunktet.
Temperaturen kommer til at stige en smule i løbet af onsdag, men vi når kun op et sted mellem 2-6 grader, oplyser DMI.
Glatte veje
De kølige temperaturer gør også, at man skal være ekstra opmærksom ude på vejene, når man er ude og køre.
Der kan nemlig forekomme pletvis glatte veje i hele landet.
- Der er stedvis rim- og sneglatte veje. Det gælder sådan set i hele landet. Bygerne med sne og slud kan jo komme i hele landet, lyder det fra Hans Peter Mandler.
Sidst, men ikke mindst forventer DMI, at de kølige temperaturer fortsætter i de kommende dage også.
Så det er en god idé at finde vinterjakken frem igen.