Her kan der blive lange køer i sommertrafikken
Blandt andet udvides motorvejen E45 mellem Kolding og Randers denne sommer på en strækning på 60 kilometer
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og det skaber en øget trængsel på vejene i den danske sommertrafik.
Ferietrafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland samt til og fra Tyskland.
Vejarbejde flere steder kan dog meget vel give en forlænget rejsetid i stort set hele sommerferieperioden.
Det oplyser Vejdirektoratet tirsdag i en pressemeddelelse.
Længere rejsetid
Motorvejen E45 mellem Kolding og Randers udvides flere steder på en strækning på i alt 60 kilometer.
Det vil betyde periodevist vejarbejde i begge retninger, som vil give risiko for længere rejsetid.
Særligt skal trafikanter være opmærksomme på E45 Aarhus Vest frem til midten af august. Her har Vejdirektoratet spærret tre motorvejsramper i forbindelse med udvidelsen af motorvejen.
Helt spærret
I starten af august begynder et nyt vejarbejde på Motorring 3 vest om København også. Det betyder, at der visse dage vil være helt spærret på strækningen.
Særligt trafikanter, der skal til lufthavnen i Kastrup, bør i den periode læse op på sin rute i god tid, anbefaler Vejdirektoratet.
Danskere, der skal krydse grænsen og køre ned gennem Tyskland, skal være opmærksomme på, at der i sommerferien kan være planlagt vejarbejde flere steder på hovedfærdselsårerne i Tyskland.
Vejdirektoratet anbefaler generelt, at trafikanter planlægger deres ruter på forhånd, inden de kører hjemmefra.
Færgehavne også ramt
De mest berørte strækninger i sommertrafikken vil være E20 Vestmotorvejen og den vestlige del af Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej rundt om Kolding og området ved den dansk-tyske grænse.
Ligeledes kan der være tæt trafik til og fra færgehavnene mod Tyskland ved Rødby og Gedser samt E45 Østjyske Motorvej mellem Aarhus Nord og Skærup.
Særligt i weekenderne vil der være øget trafik, mens der i perioder i hverdagene ventes mindre trafik og færre biler på vejene.