Her forsvinder forbuddet

Fra onsdag klokken 8 ophæver beredskaber afbrændingsforbud i Lejre og Helsingør. Risikoen for brand er faldet

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra onsdag morgen klokken 8 vil brug af åben ild igen være tilladt i Lejre og Helsingør.

Afbrændingsforbuddet bliver således ophævet i kommunerne.

Det oplyser henholdsvis Lejre Brandvæsen i en pressemeddelelse og Helsingør Kommunes beredskabschef, Jesper Ingeman-Petersen, til Ritzau.

Som følge af en række regnskyl på det seneste er risikoen for brand "væsentligt" formindsket, lyder det i pressemeddelelsen.

Nu forsvarligt

Beredskabschef i Lejre Kommune Frank Praefke beder stadig borgerne om at være varsomme.

- Vi har fulgt situationen dag for dag, og vi vurderer, at det nu er forsvarligt at ophæve afbrændingsforbuddet, siger han.

- Men det er stadig meget tørt i naturen og folks haver, og derfor opfordrer vi til, at man udviser stor forsigtighed.

I begyndelsen af juni nåede DMI's landsdækkende tørkeindeks op på 10, som er det højeste niveau på skalaen.

Faldet en smule

Indekset er siden faldet en smule på grund af den stedvise regn den seneste uge. I Lejre Kommune er tørkeindekset nede på 9,4.

Samtidig fremgår det af brandfare.dk, at risikoen for brand i området er "lav".

Frank Praefke har stor tillid til borgernes dømmekraft, nu hvor forbuddet bliver ophævet.

- Lejre Kommunes borgere har virkelig ageret ansvarligt. Det er også en af grundene til, at vi er klar til at ophæve forbuddet nu, siger han.

Slut fra morgenen

Forbuddet blev indført 16. juni. Det betød, at det var ulovligt at tænde bål sankthansaften i sidste uge.

Beredskabschefen takker borgerne for, at aftenen blev "ualmindelig fredelig".

Borgerne i Helsingør Kommune kan som nævnt ligeledes vinke farvel til afbrændingsforbuddet fra onsdag morgen.

Handlede fornuftigt

Her er risikoen for brand også faldet.

- Forbuddet blev ikke indført, fordi folk handlede uansvarligt. Jeg synes faktisk, at alle handlede meget fornuftigt, siger Jesper Ingeman-Petersen, beredskabschef i Helsingør Kommune.

- Så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at opretholde det længere.

Stadig forbudt

Ved afbrændingsforbud må man typisk ikke bruge en grill, hvor brændsel har en glødende effekt, ligesom det heller ikke er tilladt at ryge i naturen, tænde bål og bruge åben ild udendørs.

Der kan også være restriktioner på brug af apparater og genstande, der skaber gnister, gløder eller flammer, herunder ukrudtsbrændere.

Nu er det tilladt at grille i flere sjællandske kommuner uden at bryde forbuddet.
Nu er det tilladt at grille i flere sjællandske kommuner uden at bryde forbuddet.

Afbrændingsforbud

For at forebygge brand i perioder med tørke, eller såfremt et områdes beskaffenhed på anden vis udgør en øget brandrisiko, kan de enkelte kommuner (normalt brandvæsenet) indføre afbrændingsforbud m.v.. Det bidrager bl.a. til at forebygge naturbrande, som let kan opstå, hvis vegetationen er tør. Afbrændingsforbuddene er altid lokale forbud, og de kan enten dække hele kommunen eller dele af kommunen. Det er derfor vigtigt at orientere sig om, hvad der gælder lokalt. Du kan læse mere om afbrændingsforbud herunder:

  • Hvis din kommune har indført et afbrændingsforbud, kan det udover afbrænding af bål, haveaffald, halm m.v. også omfatte generel brug af åben ild og herunder også brug af ukrudtsbrænder og rygning i naturen. Tjek din kommunes hjemmeside for mere information om, hvad afbrændingsforbuddet omfatter.
  • Selvom der ikke er udstedt afbrændingsforbud, skal man naturligvis altid være forsigtig og bruge sin sunde fornuft. I øvrigt gælder de generelle regler og bestemmelser for afbrænding og brug af åben ild m.v.
  • Der kan i nogle områder være permanente afbrændingsforbud

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Flere steder i landet er der fortsat afbrændingsforbud. Man kan orientere sig om, hvad forbuddet dækker på det lokale beredskabs hjemmeside eller på brandfare.dk.

Powered by Labrador CMS