Her er weekendens million-kuponer købt
To heldige danskere blev millionærer med Lotto i weekenden. De har endnu ikke meldt sig
1.000.000 kroner skattefrit.
Så store er de to præmier, som et par heldige danskere i weekenden vandt i Lotto – nu mangler Danske Spil bare at finde de heldige vindere, så pengene kan blive udbetalt.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
To steder i Jylland
Den første millionær har spillet Lotto i Dagli’ Brugsen i Gudumholm, som ligger godt og vel 15 kilometer sydøst for Aalborg. Der var ikke andre gevinster på kuponen udover millionen.
Den næste millionær har købt sin kupon hos Skjold Burne i Hadsten, og heller ikke her var der yderligere gevinster at glæde sig over: Kun en million kroner skattefrit.
Pas på kuponen
For begge vindere gælder det nu om at få tjekket kuponen, så de to millioner kan komme ind på deres bankkonti.
Og hvis nu du selv har spillet Lotto i Gudumholm eller Hadsten – så pas godt på din kupon. Den kan være en million kroner værd.
Glade hver gang
Danske Spil har endnu ikke snakket med vinderne.
- Fornøjelsen er altid stor, når vi får lov til at dele gevinster ud til glade danskere, der spiller med i vores lotterier. Vi bliver i Danske Spil glade hver gang. Også selvom det sker hver eneste uge, siger Malene Mølgaard, der er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.