Her er Sankt Hans helt aflyst

Beredskabet på Bornholm indfører afbrændingsforbud på hele øen fra lørdag og to uger frem, oplyser kommunen

Offentliggjort Sidst opdateret

På Bornholm bliver der nu indført et afbrændingsforbud på øen som følge af tørke.

Det oplyser Louise Lyng Bojesen, der er natur- og beredskabschef i Bornholms Regionskommune.

Forbuddet træder i kraft lørdag morgen og vil i første omgang strække sig to uger frem.

- Det er rigtig tørt her på Bornholm, og både tørkeindeks og brandfareindeks viser, at der er stor risiko for brandfare. Derfor har vi set os nødsaget til at indføre et afbrændingsforbud, siger Louise Lyng Bojesen.

Meget høj fare

På Beredskabsstyrelsens brandfareindeks fremgår det, at risikoen for brandfare på midten af Bornholm er meget høj.

Det meste af øen er markeret med en mørk orange farve, som betyder, at brandfaren er vurderet til at være høj. Helt ude ved Bornholms kyster er faren for brand moderat eller lav.

I resten af landet er faren de fleste steder vurderet til at være enten høj eller moderat.

Rygning forbudt

Afbrændingsforbuddet på Bornholm kommer til at betyde, at det er forbudt at tænde bål og grille på hele øen. Derudover må man heller ikke ryge pibe eller cigaretter i naturen.

- Det handler om, at vi skal beskytte borgere og bygninger, men også vores natur, siger Louise Lyng Bojesen.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det medfører gener og irritation i dagligdagen. Men vi håber på forståelse.

Rammer folkemødet

Sankthansaften bliver fejret den 23. juni. Det er dagen inden, at forbuddet udløber, og derfor bliver fejringen uden bål på Bornholm.

Fra torsdag den 15. juni til lørdag den 17. juni løber Folkemødet på Bornholm af stablen. Også her kommer afbrændingsforbuddet til at gælde, fortæller Louise Lyng Bojesen.

- Vi tager en særskilt dialog med Folkemødet om, hvordan det skal håndteres. Heldigvis har de prøvet det før, siger hun.

Markant sjovere

I 2018 var der også afbrændingsforbud på øen, mens Folkemødet blev afholdt. Og det er tilsyneladende heller ikke noget, der bekymrer arrangørerne.

- Jeg vil hellere have solskinsvej end regnvejr. Det er markant sjovere at lave Folkemødet i godt vejr. Vi afventer og har nogle planer i skuffen, sagde kommunikationschef for Folkemødet Pelle Nybirk til TV 2 Bornholm tidligere torsdag.

Ikke faldet en dråbe regn

Siden den 24. maj er der ikke faldet en eneste dråbe regn i Danmark. Det skrev TV 2 tirsdag.

Og lige nu er der ingen udsigt til vådt vejr i den nærmeste fremtid.

Det skriver Mette Zhang, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på DMI's hjemmeside torsdag.

Tørke slukker bornholmernes drømme om store sankthansbål. Fra lørdag morgen og to uger frem indføres et afbrændingsforbud på øen. (Arkivfoto).
Tørke slukker bornholmernes drømme om store sankthansbål. Fra lørdag morgen og to uger frem indføres et afbrændingsforbud på øen. (Arkivfoto).

Afbrændingsforbud

For at forebygge brand i perioder med tørke, eller såfremt et områdes beskaffenhed på anden vis udgør en øget brandrisiko, kan de enkelte kommuner (normalt brandvæsenet) indføre afbrændingsforbud m.v.. Det bidrager bl.a. til at forebygge naturbrande, som let kan opstå, hvis vegetationen er tør. Afbrændingsforbuddene er altid lokale forbud, og de kan enten dække hele kommunen eller dele af kommunen. Det er derfor vigtigt at orientere sig om, hvad der gælder lokalt. Du kan læse mere om afbrændingsforbud herunder:

  • Hvis din kommune har indført et afbrændingsforbud, kan det udover afbrænding af bål, haveaffald, halm m.v. også omfatte generel brug af åben ild og herunder også brug af ukrudtsbrænder og rygning i naturen. Tjek din kommunes hjemmeside for mere information om, hvad afbrændingsforbuddet omfatter.
  • Selvom der ikke er udstedt afbrændingsforbud, skal man naturligvis altid være forsigtig og bruge sin sunde fornuft. I øvrigt gælder de generelle regler og bestemmelser for afbrænding og brug af åben ild m.v.
  • Der kan i nogle områder være permanente afbrændingsforbud

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Powered by Labrador CMS