Her er fejl på alle stemmesedler

To steder er der sket fejl på alle stemmesedler, der bliver udleveret

Offentliggjort Sidst opdateret

I Nyborgkredsen, der består af Nyborg Kommune og Kerteminde Kommune, er der fejl på alle stemmesedlerne.

Her står alle kandidater for partierne nemlig i alfabetisk rækkefølge og ikke sideordnet.

Det bekræfter sekretariatschef i Nyborg Kommune Tina Andersen over for Ritzau.

Fejlen skyldes ifølge hende, at kredsen ikke har modtaget en prioriteret fortegnelse over kandidaterne fra Ankestyrelsen.

To partier går fri

- Det er så, fordi de har sendt den til en forkert mailadresse. Så den er aldrig gået ind til os, og de har aldrig fået besked om, at vi ikke har modtaget den, siger Tina Andersen.

12 partier til folketingsvalget opstiller sideordnet. Det vil sige, partiernes kandidater på stemmesedlen er sat op i en prioriteret rækkefølge.

Kun Enhedslisten og Frie Grønne opstiller ikke sideordnet, og de bliver derfor ikke påvirket af fejlen på stemmesedlerne.

I tæt dialog

Tina Andersen oplyser, at de af Indenrigs- og Boligministeriet blev gjort opmærksomme på fejlen omkring klokken 10:30 tirsdag formiddag.

Nyborgkredsen er i tæt dialog med ministeriet om, hvordan fejlen skal håndteres.

Blandt andet er der hængt fortegnelser op med den rigtige rækkefølge i alle stemmerum og valglokaler i kredsen.

Desuden er der også hængt opslag op på valgstederne, der gør opmærksomme på fejlen.

Opslagene var hængt op ved middagstid på alle valgstederne, oplyser Tina Andersen.

Der er fejl på alle stemmesedler i Nyborgkredsen
Der er fejl på alle stemmesedler i Nyborgkredsen

FAKTA OM STEMMESEDLER

En stemmeseddel er et papirark, hvorpå en vælger som led i et valg markerer sin tilslutning til et politisk partis liste, en kandidat eller et forslag. Stemmesedlen kan være fortrykt med angivelse af de foreliggende muligheder; i andre situationer kan et blankt ark bruges.

Anvendelse af stemmeseddel kan ske for at sikre hemmelighed, at kun stemmeberettigede deltager i afgørelsen, og for at gøre optællingen sikker.

Afgøres en afstemning ved håndsoprækning på et møde, kan stemmesedlen være bevis for indehaverens ret til at stemme.

I nogle lande er der indført elektronisk valg, hvilket kan lette optællingen. Det har dog i nogle tilfælde givet eksempler på manipulation eller fejltælling.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS