Her er dine fridage i 2025

2025 byder på en god portion fridage, men spørgsmålet er, om året bliver en såkaldt "arbejdsgiverjul"? Her er en gennemgang af året

Offentliggjort

Planlæg dine fridage strategisk i 2025

I 2025 kan du med strategisk planlægning få længere sammenhængende ferier.

Mads Samsing fra HK Danmark anbefaler at holde fri uden at tjekke arbejdstelefonen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvis du allerede nu dagdrømmer om lækre fridage i 2025, er du nok langt fra alene.

Men hvordan falder fridagene i 2025? Kan arbejdsgiverne eksempelvis indkassere en såkaldt "arbejdsgiverjul" - altså en jul, hvor hellig- og fridage falder sådan, at arbejdsgiverne slipper for at betale for ekstra fridage - eller kan du lægge dine feriedage strategisk og få en længere sammenhængende ferie?

Sidstnævnte er en rigtig god måde at få et længere og mere sammenhængende pusterum, lyder det fra Mads Samsing, der er næstformand i HK Danmark.

- Hvis det er muligt for dig at planlægge det på den måde, ender du ikke med blot at have en enkelt dag hist og pist, siger han.

Påsken lige om hjørnet

Men det kræver selvfølgelig, at fridagene falder på nogle gunstige dage. Så her er en oversigt over fridagene for 2025.

Lad os starte med nytåret. Den 1. januar falder på en onsdag. Det betyder, at du ikke kan læne dig op ad en weekend for at komme igennem dine tømmermænd.

Hold fri, når du holder fri. Sluk notifikationerne på din telefon, så du ikke bliver fristet til at arbejde, lyder rådet fra Mads Samsing, der er næstformand i HK Danmark.

Men bare rolig, påsken er lige om hjørnet. Skærtorsdag og langfredag falder den 17. og 18. april, så du får en god, lang pause til at slappe af. 

Lægger du derfor nogle feriedage tidligere på ugen, får du flere sammenhængende dage uden at skulle tænke på arbejde - især hvis du tager påskedag og anden påskedag med i beregningen.

Få en lang weekend

Påskedag er søndag den 20. april, og som altid er der også en fridag dagen efter på anden påskedag, som er mandag den 21. april.

Kristi himmelfartsdag falder den 29. maj, som er en torsdag. Smid en feriedag på om fredagen, og vupti, så får du en lang weekend.

Miniferie

Pinsen falder søndag den 8. juni i 2025, og hvis du er tilhænger af grillfester, sol og lange sommeraftener, er det lige netop tid til at finde tændstikkerne frem - og krydse fingre for godt vejr.

Du har traditionen tro også fri mandag, som er anden pinsedag, så du kunne smide nogle feriedage i ugen inden for at få en lille miniferie ud af det.

Og til sidst har vi juleferien. 

Lægger du ferie eller afspadsering i forlængelse af helligdage, har du mere tid til at følge med i dine yndlingsserier.

Den 24. december falder på en onsdag. Det betyder, at julefridagene den 25. og 26. december, som naturligvis følger trop, også er fridage og sender dig derfor godt afsted mod en god weekend.

- Hold fri, når du har fri

Det kan godt være svært at holde helt fri, hvis du er tilbøjelig til at tjekke din arbejdstelefon lidt for ofte.

Derfor råder Mads Samsing, at når du har lagt dine feriedage strategisk, skal du tænke over, hvordan du holder fri.

FAKTA: Oversigt over helligdage og fridage i 2025

* Nytårsdag: Onsdag den 1. januar.

* Palmesøndag: Søndag den 13. april.

* Skærtorsdag: Torsdag den 17. april.

* Langfredag: Fredag den 18. april.

* Påskedag: Søndag den 20. april.

* Anden påskedag: Mandag den 21. april.

* Arbejdernes internationale kampdag: Torsdag den 1. maj (ikke alle har en fridag).

* Kristi Himmelfartsdag: Torsdag den 29. maj.

* Grundlovsdag: Torsdag den 5. juni (ikke alle har en fridag).

* Pinsedag: Søndag den 8. juni.

* Anden pinsedag: Mandag den 9. juni.

* Juleaften: Onsdag den 24. december.

* Juledag: Torsdag den 25. december.

* 2. juledag: Fredag den 26. december.

* Nytårsaften: Onsdag den 31. december.

Kilde: www.ugenr.dk.

- Muligheden for at arbejde på distancen er med til at gøre det endnu mere vigtigt, at vi selv er opmærksomme på, at vi skal holde fri, når vi har fri. Det skal arbejdsgiverne også være opmærksomme på, lyder det fra næstformanden.

Lav aftale med arbejdsgiver

- Kan du ikke undgå at skulle stå til rådighed, så sørg for at lave en aftale med din arbejdsgiver om, at det kun er i et vist tidsrum, du skal tjekke din telefon.

Ifølge Mads Samsing risikerer du, at du alligevel ender med at "være på arbejde", selv om du egentlig ikke burde.

- Det er for at beskytte en vigtig pause, hvor du kan fokusere på noget andet. Ved du, at du er slem til at tjekke notifikationer fra arbejdet, så slå dem fra.

Powered by Labrador CMS