Her er der registreret skybrud
Specielt Vestsjælland er hårdt ramt
Efter en uge med ekstraordinært varme septemberdage har efteråret mandag meldt sin ankomst med skybrud, regn, rusk, torden og lyn.
Mandag morgen er der registreret skybrud flere steder på Vestsjælland, ligesom der har været kraftige regn- og tordenbyger på Sjælland og i Nordjylland.
Området med de kraftige tordenbyger er ved 7.30-tiden mandag på vej op mod Øst- og Nordjylland.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Resten af landet ventes at blive ramt af kraftig regn, tordenvejr og blæst i løbet af dagen.
Over 20 mm og lynnedslag
Der er mandag morgen faldet mest nedbør ved Røsnæs Fyr med 20,7 millimeter i løbet af 30 minutter, skriver TV 2.
Lynnedslagene har også fået konsekvenser.
To stråtækte huse i den lille by Kindertofte øst for Slagelse står mandag morgen i flammer, efter at lyn er slået ned i tagene.
Det oplyser Nis Henriksen, som er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, til TV 2 Øst.
Det andet hus ligger på vejen Strandskænten i sommerhusområdet ved Nostrup Strand. Alle skulle ifølge TV 2 Øst være kommet ud af de brændende huse.